Søvngængeren

SØVNGÆNGEREN er skrevet efteråret 2003 på et hotelværelse i Wien og er således en efterfølger til PINOCCHIOS ASKE fra 2002, med hvilket det også deler stemning og sprog: Tusmørkemarsk, bogaske, triste centraleuropæiske flodbyer og afsporede tænkere. Der er til SØVNGÆNGEREN lånt en passage fra Dostojevskijs ET SVAGT HJERTE i Knud Berlins oversættelse samt en impromonolog af Charles Manson, syv år før jeg vidste, jeg skulle ende med at skrive et stykke om selvsamme. Medvirkende: 2 mænd og en kvinde Spilletid: ca. 20 minutter, Den foregår i en trang og nattetynget lejlighed.

ARKADIUS, en mand i trediverne DOKTOR KARLETT, en mand i halvtredserne TJENERINDEN, en ældre dame

KARLETT: Ja. Jeg myrdede far. ARKADIUS: Så er jeg det klogere. KARLETT: Jeg var meget vred på ham. Meget meget vred. Det gjorde mig syg. Hør, vil du ikke have et glas vin? ARKADIUS: Vin? Nej tak. Vin lige nu ville være… hvordan skal jeg udtrykke det… upassende, grænsende til det lat-terlige. Vin ville føles tungt og ubekvemt. En hån, rent ud sagt. KARLETT: Hvad er din profession, Arkadius? ARKADIUS: Jeg er politiker. KARLETT: Folkevalgt? ARKADIUS: Ja. KARLETT: Jeg er magiker. Selvvalgt. ARKADIUS: Og morder. KARLETT: Så lad mig fortælle om din far. Det kan måske opblø-de dine kategorier. Hør, hvad med en gin & tonic? ARKADIUS: Tak. Gerne. KARLETT: Jeg var meget vred på din far. Og jeg ønskede at tage hævn. Men hvor var han henne i verden? Så en nat læste jeg om ham. I Le Monde minsandten. Han havde gjort stor karriere som dramatisk forfatter. Din far havde baseret et helt dramatisk forfatterskab på at føle sig moralsk hævet over Hitler. Igen og igen tog han skarpt afstand fra både Hitler og Kz-lejrene. ARKADIUS: Hvor modigt. Hvor boede han? KARLETT: I Skandinavien. ARKADIUS: Det gør jo kun en sådan holdning endnu mere skel-sættende. De ler begge hånligt. KARLETT: Nå ja, der stod ikke nogen plads og ventede på ham i Pantheon. Man vælger vel den holdning der sælger. ARKADIUS: Fortæl om hans død. KARLETT: Jeg besøgte ham en aften i hans store lejlighed ud til centraltorvet. Han nægtede nogensinde at have set mig før. Jeg insisterede. Jeg sagde, jeg var hans søn. Men han smækkede døren i hovedet på mig og gik tilbage til sit larmende forfatterselskab. Hjemme på pensionatet tog jeg piktogrammerne frem. Jeg var ved at dø af vrede. Jeg havde aldrig før forsøgt noget så ambitiøst som det jeg nu ville: Tegnene skulle vende helt rigtigt i forhold til hinanden. Og så skulle de hele tiden drejes. Det ene efter det anden. Men langsomt forlod vreden mig. Jeg blev tømt for had. Dette var onsdag nat.