De fortabte spillemænd

Drabelige kampe mellem vantro og hellige, drikkeor-gier, selvmord, svindlerier, bryllupsgilder, skamløse scener i foreningen Ydun (…) et vulkanudbrud af poesi og humor … nogenlunde sådan skrev Erik Knudsen om William Heinesens roman. Krydret med glæde, forel¬skelse, kammeratskab, gal-skab og livstro, kan man tilføje. Kampen står mellem forsagelse og en højst vital hengivelse. En kamp på liv og død i det lille samfund med de høje fjelde og mægtige lidenskaber Nu også som drama! Her samler historien sig om drengen Orfeus, som i denne forsamling af nordatlantiske drømmere, fantaster, digtere, filosoffer og glade musikere vokser op og som former hans liv til en fuldgyldig symfoni – der siden lader sig høre ude i den store verden. Der er 12 kvinderoller, 15 mandsroller, folk og ikke mindst en håndfuld spillemænd. Skuespillet foregår på kanten til uendeligheden, og det er skuespilleren, der - som instrument og solist sammen med lys, lyd og publikums fantasi - skaber forestillingens rum og billeder. Forestillingen har været opført i Århus, Thorshavn og Odense, alle steder med Eydun Johannessen som instruktør.

12 kvinderoller og 15 mandsroller, samt folk og spillemænd. Orfeus Moritz Sirius Kornelius Eliana Atlanta Boman Ole Brandy Sorte-Mira Mortensen Grev Oldendorf Janniksen Lighanen Sarina

Vi befinder os i Bastillen, her bor Moritz og Elia¬na. Brødrene spiller Mozart sammen med Boman og Mortensen. Ole Brandy lytter. I barselsstuen befinder sig ud over den fødende Elia¬na også Atlanta og jordemo¬deren fru Nillegaard. Og Sorte-Mira. Moritz vil ind i bar¬sels¬stuen. Fru Nillegaard har travlt. FRU NILLEGAARD: Få den mand ud! MORITZ: Jamen, der må da være noget, jeg kan gøre. ATLANTA: (drejer Moritz rundt og skubber ham nænsomt ud) Det går alt sammen, Moritz. MORITZ: Min mor døde i barselssengen, da hun fødte Kornelius. ATLANTA: Eliana er stærk, Moritz. Ole, vil du ikke lige! MORITZ: Hvis der skulle ske hende noget. OLE BRANDY: Du hører jo. Det her er ikke noget for mænd. (rækker ham en flaske) MORITZ: Hun er min kone. OLE BRANDY: Her. MORITZ: Nej! OLE BRANDY: Du kan jo høre, hvad Atlanta siger. Eliana er stærk. På en måde har hun altid mindet mig om indianer-kvinden Ubukosjara, dengang jeg sejlede Sydhavet tyndt på Albatrossen. Har jeg nogensinde fortalt dig om Ubukosjara? MORITZ: Så kom med den! FRU NILLEGAARD: Kan vi ikke blive fri for det svineri, mens der fødes! Moritz tøver. Ole Brandy griner. OLE BRANDY: Hun bed sgu øret af Mostermanden. Det var en kvinde! Moritz tager en slurk. OLE BRANDY: Og han havde endda ikke gjort hende det mindste. I hvert fald ikke noget hun ikke kunne lide. Eliana giver igen lyd fra sig. Det rykker i Moritz.