Service selvmord

Stykket handler om den sværeste beslutning et menneske kan tage. 8 selvmordere illustrerer grundene til den endelige handling. Tilsammen tegner de et portræt af nationens psykiske skyggeside. Efter døden genopstår de for at diskutere retten til at dø. Omdrejningspunkterne er ordene værdighed, værdi, oplevelsesøkonomi, lykkeindustri, arbejdsløshed, offeridentitet, skyldkompleks og fremtidsangst. Undervejs i diskussionen beslutter de sig for at opfinde selvmordsklinikken EXIT SOCIETY. Her kan man - sammen med en medarbejder fra klinikken - begå lige præcis det selvmord man ønsker. Stykket bygger på virkelige historier og virkeligt materiale. Dvs. dagbøger fra selvmordere, interviews med pårørende, sociologiske analyser, uddrag fra hjemmesider m.v.

8 medv

DEL 1. SELVMORDSKATALOGET Katalog A A: Godaften dæmoner og tak fordi I ville komme. Derovre, i solskinnet, står mor og græder. Hendes bror, Johannes, læner sig mod hende, men ved ikke, hvad han skal sige - skønt de har kendt hinanden hele livet. Nu kommer hans kone, Eva, og min bror Thomas, også han har svært ved at... Alt, hvad de har, er dybe indåndinger. De knapt tør tage… Der er far, han har hold i nakken, og det er til at forstå. Et barn der slår sig selv ihjel… er vel ikke noget godt barn? Men I dæmoner, ved, som jeg, hvorfor. Præsten: Det er i dag ikke muligt at sige noget. A: Så, nu taler præsten. Præsten: Ord findes ikke, når det sker som aldrig må. Når en elsket datter forlader livet. Forlader sin mor og sin far. Sin bror. Da bliver ord så meningsløse. Så kolde og forladte. For det meningsløse svarer ikke når vi spørger til det. Alligevel føler I, hendes nærmeste familie, hvordan det meningsløse holder fast I jer - hvordan det spørger til jer. A: Bild dig ikke noget ind, far. Jeg ved, at du også er lettet. Og det er i orden. Det blev så besværligt det hele. Jeg er fri. Nu. Og det er I også. Nyd det. Og slip så de blomster. Jeg forstår godt at du vil skifte skole, Thomas, men… du behøver ikke græde mere end du synes er naturligt. Hvad skal jeg sige? Efter ferien. Hvad skal jeg så sige? Hej, jeg hedder Thomas og i ferien begik min søster selvmord. Shysss. Præsten: Endnu lever hun i jer. Trækker vejret i den glæde hun sammen med jer oplevede. Den glæde har sin egen bevidsthed og den skal bære jer gennem sorgen. I skal tillade jer selv at mærke hende, turde mærke hende, hendes duft, og hendes lyde. A: Højt på en gren en krage - sim sala bim bam ba sala dusala dim - højt på en gren en krage sad. Præsten: Måske hører I stadig i hovedet, ikke bare det sidste hun sagde, men også det hun sagde når hun sammen med jer var glad og let om hjertet. A: Orker ikke mere. Bliver så let angst og usikker. Føler mig forkert, min krop, bedømt, fedt, flot og sexet. Teens vil leve max, so they say, far, men det giver ikke nogen mening. Hvad tvivler du på? Hvorfor lader vi som om det er sådan vi gerne vil leve? Men skat du er da både… Hvad er jeg? Pæn og… Og hvad? Jeg er bange, far, for jeg ikke kan. Jeg ikke kan holde facaden, fordi det her liv ikke er mit, ikke hvis det er sådan. Du vrøvler. Præsten: I mærker mørket sænke sig. Gå ind i alt. Og det vi beder for er, at der også i mørket findes en ven. A: Jeg vræler fordi jeg har så pisse ondt af mig selv, fordi jeg ikke længere kan spille den fucking rolle, fordi rollen er træt af mig, fordi jeg hele tiden bedømmer mig selv. Jeg vil ikke, være så fuld af mål, fordi man ikke må tabe, fordi alle bekymre sig om sig selv - fordi jeg er nødt til at se far og mor og Thomas i øjnene, imens jeg siger det igen og igen og igen: JEG VIL IKKE LEVE. Præsten: Da Jonas lå på havets bund med tang viklet om sit hoved havde troen forladt ham. A: Hvorfor lyver du mor, nu, for dig selv, og far? I ønsker det også. I bliver lykkeligere uden mig… Præsten: Alligevel hentede Gud ham op af graven.