1410 skuespil i databasen 29.03.2024

Åsted

Naja Marie Aidt
Baggrunds information
Den desillusionerede Susan er på flugt. En ældre kvinde finder hende og et tæt og sælsomt forhold udvikler sig mellem de to kvinder. En nat banker en ukendt mand på døren
År / Udgivet:2008 /
Varighed:90 minutter
Område / Genre:Voksne / Psykologiserende spil
Medvirkende:3-5 ( 2 kvinder, 1 mænd, 0 børn, 0 øvrige )
Rettigheder:DRAMA
ISBN:978-87-7865-690-2
Locations:1
Musik:
Mere info:DRAMA, 70251141
Naja Marie Aidt




webmaster@skuespil.net
Rolleliste
3 medv.
Uddrag
En fuldstændig smadret stue i et ubeboet husmandssted. Det er aften. Det regner heftigt udenfor. Væltede møbler og resterne af et flosset gardin, der blafrer ved det utætte vin-due. Månen oplyser svagt og blåt stuen, og under et tæppe, bag en gammel slagbænk, ses en hvid, ubevægelig fod. Kun vindens susen i træerne og regnen høres, ellers er her fryg-telig stille. Så hører man baksen og en knirkende dør gå op. Forpustet åndedrag og slæbende fodtrin. META kommer ind i stuen. Hun ligner i mørket en gam-mel heks, hun har en sæk på nakken, som hun stiller fra sig. Hun roder i sækken og finder en staldlygte. Hun tænder den, og lader den glide hen over stuen. Hun er våd af regn. Lygten standser på et fotografi der hænger på væggen. Her ses Meta, en mand og en pige foran et hvidkalket hus. Hun river brat lygten væk. Står forskrækket og lytter i mørket, med lygten ved sit bryst. Hun er på vagt, og vender sig ved den mindste lyd. Så stiller hun lygten fra sig og tager en pakke stearinlys op af sækken. Hun tænder lysene. Nu er stuen badet i gult lys. Hun tager lygten og går ud, for at afsøge de tilstødende rum. Først den ene vej, så tilbage til stuen, og ud igen den anden vej. Lygten glider hen over foden, da hun går gennem stuen, men hun ser den ikke. Hun kommer tilbage, hænger sin frakke til tørre, og tager fotografiet ned fra væggen. Kigger indgående på det. Hæn-ger det igen op, sørger for det hænger lige. Så begynder hun at flytte rundt på møblerne. Hun kommer til slagbænken, skubber den ind mod væggen, bøjer sig for at samle tæppet op - og så - ser hun foden. Hun bliver sindssygt forskræk-ket, siger en høj lyd, holder sig for munden, stivner og træ-der tilbage. Griber lygten og lyser på foden. Den er ubevæ-gelig. Hun lyser på tæppet, og det er nu tydeligt at en per-son ligger under det. En tot lyst hår stikker ud foroven. Meta får et nyt chok. Hun taber lygten - nu ligger den på gulvet og lyser på tæppet. Hun tager en sten op fra gulvet og rammer foden. Intet sker. En gang til. Ingen reaktion. Så tager hun sig sammen, nærmer sig forsigtigt og trækker prøvende i tæppet. Blondt og uglet hår. En hvid arm. Hun trækker mere og SUSAN bliver synlig. Hun ligger på maven, beskidt, forslået og til-syneladende død. Meta træder tilbage, indtil hun støder ind i væggen med et brag. Meta står dødsensstille. Regnen stil-ner af. Meta går meget langsomt tættere på Susan. Så vender hun hende med en hurtig bevægelse om, og skynder sig væk. Susan er smuk og ilde tilredt. Ligbleg. Stadig ubevægelig. Meta kommer igen nærmere, bøjer sig ned og stirrer på Susans ansigt, som for at se om hun gen-kender hende. Pludselig griber Susan fat om hendes hals og skriger. Kæmpechok. Meta forsøger at vriste hende væk. Men Susan hænger ved. Meta rager desperat og afsindig af skræk rundt i stuen med den brølende, halvdøde pige om halsen, vildt kæmpende for at gøre sig fri af hende. Tilsidst falder hun over lygten, og de falder med et brag om på gul-vet. Gispende vejrtrækning, da Meta ude af sig selv kom-mer på benene. Hun vakler væk. Så høres der lyde fra Su-san. SUSAN: Vand... vand... Meta stivner. Susan tier, Meta vender sig langsomt om. Hun står længe og stirrer på pigen. Så skubber hun resolut slagbænken tilbage, så hun isolerer Susan bag den. Kun den hvide fod og lidt af det nøgne ben ses. Susan forstum-mer. Meta fortsætter i højt tempo med at ordne stuen. Hun fejer manisk gulvet og lægger en dug på bordet. Hun tager en vanddunk frem, og drikker grådigt. Raspende vejrtræk-ning fra Susan. Meta lægger sig godt tilrette på gulvet med Susans tæppe over sig. Der dæmmes op for gråt og skident dagslys. Meta tænder op i kakkelovnen - stuen forvandles til hygge og varme. Su-san stønner. Meta sætter sig og spiser kiks. Benet rører på sig. Man kan høre at Susan forsøger at bevæge sig bag slagbænken. SUSAN: (svagt) Hjælp mig ... Susans hoved stikker frem. Hun ser bedende på Meta, der uanfægtet spiser kiks. SUSAN: Moar... (falder sammen) Vand... Lille pause. Så tager Meta en kop vand og stiller den et godt stykke fra Susan. Susan rører igen på sig, og får øje på koppen. Rækker ud efter den. Maver sig så hen over gulvet, som et døende dyr. Meta flytter koppen længere væk. Susan ser ulykkeligt på Meta. Så kravler hun videre. Tilsidst får hun fat i vandet, og drikker grådigt. Slikker spildte vand-dråber op fra gulvet. Susan ser på Meta, der spiser, og op-dager at der falder krummer fra kiksene på gulvet. Hun maver sig udmattet hen til dem, og samler dem op, som var det dyrebare ædelstene, sutter dem af sine fingre. Meta er færdig med at spise - der er ikke flere krummer. Meta ser på Susan. Og peger så over i hjørnet, for at vise at der er flere krummer der. Med en kraftanstrengelse kravler Susan der-over, men der er ingen krummer. Hun ser ulykkeligt på Meta. Meta smiler og tager en banan fra bordet og spiser af den. Susan kravler over til Meta og sætter sig med besvær på knæ ved hendes ben, som en hund.