De glemte børn

En musikalsk og poetisk fortælling om en lille pige, der mister sin mor, og hendes far glemmer hendes eksistens.

50-100 medv. Roller: Pigen - lille pige, på grænsen til at være en ung kvin-de. Er fra starten et barn, men udvikler sig til at blive en ung kvinde. Alder i stykket: 12-14, alder i virkelig-h

Scene 1 Scenen er mørk. Der lyder pludselig meget kraftig, tung, sørgelig musik. Så stopper musikken, og efter et øjebliks stilhed, begynder musikken igen at spille, men denne gang mere stille. Fra begge sider kommer et optog af mørkklædte, sørgende mennesker gående ind på bagscenen med sorte paraplyer. Forrest går en mand alene, han stiller sig i mid-ten. Alle stiller sig med front mod publikum bagerst på scenen. Alle: Så vandrer vi alene i livets dal af skygger når lyset det går ud og sjælen finder fred En lille pige i en hvid kjole kommer gående ind på scenen. Hun har en dukke i armene og sætter sig ned på forscenen. Hun giver sig til at rede dukkens hår imens hun synger Pigen: Sover du drømmer nu om en verden langt væk fra her mærker du at du nu flyver mellem stjernernes skær jeg følger dig ind i drømmens magi mens vi flyver bort kun du og jeg Alle de sørgende vender front mod det midterste af bagsce-nen, hvor 4 mænd dukker frem, bærende på en kiste. De sætter kisten fra sig, manden i midten knæler foran kisten. Alle synger igen. Alle: Og de som er tilbage i lysets milde skær kan ikke stoppe mørket og ikke følge med En kvinde, klædt i hvidt kommer ind på forscenen og går hen til pigen. Moderen: Kom min skat. Det er langt over din senge-tid Pigen: Jamen mor! Jeg er lige ved at synge godnat-sang for dukken! Og du lovede du ville læse et even-tyr Moderen: (tøver, men giver sig så, ved synet af pigens tiggende blik) Godt, så henter jeg bogen. Men det bli-ver kun et lille eventyr! Moderen går ud igen, pigen synger. Pigen: Se min ven verden den ligner kun en legetøjsby månen ler til os her mens vi tar’ et hvil på en sky jeg følger dig ind i drømmens magi mens vi flyver bort kun du og jeg De sørgende vender sig igen mod publikum. Manden i mid-ten rejser sig, men stirrer stadig på kisten. Alle: Og lyset som man troede aldrig ville gå ud er nu blevet slukket for tid og evighed Amen De sørgende forsvinder ud i hvor side, som de kom fra. Kun manden bliver stående tilbage og kigger på kisten. Moderen kommer ind på forscenen med en stor bog i hænderne. Moderen: Så min skat, nu skal du se, hvor var det vi nåede til… (hun falder og taber bogen) Pigen: Mor! Mor, er der noget i vejen? Manden i midten vender sig pludselig om, får øje på kvin-den på forscenen og styrter frem til hende og knæler foran hende.. Faderen: Isabel! Isabel! Er der sket dig noget? Åh, gud Isabel, sig noget! (vender sig mod pigen) Jeg har sagt til dig, at du ikke må plage hende! Faderen tager kvinden op i sine arme og bærer hende ud. Pigen står alene tilbage og stirrer efter dem. Så samler hun forsigtigt bogen op og går langsomt hen til kisten. Hun stiller sig ved siden af den og synger. Pigen: Og når du synes nu vil du gerne hjem i din seng kysser jeg bare dig og vi er tilbage igen jeg følger dig ind i drømmens magi mens vi flyver bort kun du og jeg sov nu min ven jeg er hos dig… Blackout