Boston

Boston har rod i det personlige kaos hos en mand, der lider af fremskreden demens.

PERSONERNE: Belinda, 52 år Frank, 57 år

STEDET: En almindelig stue TIDEN: Omkring årtusindskiftet 2000 BOSTON (Frank sidder i en kørestol. Han kan godt bevæge sig om-kring til fods, men han er bedst tilpas når han sidder i køre-stolen. Stuen ligger hen i et forfærdeligt kaos. Intet ligger hvor det engang lå. Det ser mest af alt ud som om der har fundet en altomvæltende eksplosion sted: Billeder er flået ud af deres rammer. Sofabetræk er skåret op. Såler er snittet af sko, bestikskuffer tømt ud over det hele. Belinda kommer ind i stuen med en kop kaffe i hånden. Hun ser sig om og går fuldkommen i stå) BELINDA: For fanden da også! (det rykker lidt i Frank) FRANK: Det var ikke mig. (hun kaster et anklagende blik rundt i stuen) BELINDA: Frank, for helvede, det her går jo ikke! FRANK: Jeg har ikke gjort noget. Det var ikke mig, Belinda. (hun ved godt at han svarer på noget helt andet end det hun uden ord spurgte om, men hun kan ikke holde sin harme nede, hun må have luft for det) BELINDA: Og så din forbandede idé med at liste herned klokken fire om morgenen, hvor jeg er allermest bevidstløs! Jeg har aldrig i mine livskabte dage forestillet mig at man kunne nå at lave så meget ravage mellem klok-ken fire og klokken syv om morgenen - der har jeg virkelig måttet revidere mit syn på tingene! Hvad i himlens navn skal det være godt for, jeg holder det ikke ud! (hun prøver at drikke lidt kaffe, men brænder sig på tun-gen. Frank reagerer ikke på hendes vrede og harme, men pludselig retter han sig op og siger ud i luften) FRANK: Nitten-hundrede-og-ni-og-halv-fems. (det får alligevel Belinda til at stoppe op. Hun stiller den varme kaffe fra sig) BELINDA: Hallo! Nu husker du noget! Nittennioghalvfems - FRANK: Nitten-hundrede-og-ni-og-halv-fems. BELINDA: Vores lykkens år! FRANK: Var det dét? BELINDA: Hvad mere? FRANK: Lykkens år? BELINDA: Hvad mere? FRANK: Hvad? Mere hvad? BELINDA: I går kunne du ingenting huske! Har du gravet det frem af alt det her kaos? FRANK: (næsten undskyldende) Det kom bare til mig, helt af sig selv. BELINDA: (dropper det) Men nu huskede du! FRANK: Det var ikke med vilje. BELINDA: Nej, men måske er der så alligevel en mening med det. - Hvis du så også bare kunne lade være med at starte dagen op med at rode alt igennem på den der forstyrrede måde, så ville vi være nået langt. Bare fordi der er noget du ikke kan finde frem mere, og som du måske har mistet tilbage i din - ja, hvad ved jeg, tilbage i din barndom måske! FRANK: Hvad er det jeg har mistet? BELINDA: Glem det! FRANK: Det er jo det jeg gør. BELINDA: Hvad? FRANK: Og hvis jeg husker, kan jeg ikke selv gøre for det. BELINDA: Okay, okay. Det er dumt af mig at bruge den slags udtryk. Somme tider ryger man på hovedet ned i nogle vendinger som - jeg gør det ikke mere. FRANK: (beredvilligt) Det gør jeg heller ikke. BELINDA: Men de ting du leder efter, er ikke her i huset - du be-høver ikke lede mere! (hun tager en tom billedramme op) Dér gemmer det sig i hvert fald ikke! (hun tager en tømt bestikskuffe op) Vi skjuler intet bag knive og gafler her hos os! (hun tager en flået sko op) Og hvad tror du du kan finde under dine skosåler, tænk dig om, men-neske! De ting har aldrig været her!