Bajkal

Bajkal udspringer af det politiske kaos i Europa omkring anden verdenskrig.

PERSONERNE: HAN, gammel ukrainsk jøde, bosiddende ved Bajkal-søen HUN, af gammelt østrigsk aristokrati, bosiddende i Wien

STEDET: Ved Bajkal-søen TIDEN: Kort efter årtusindskiftet 2000 (Stykket henter sit motiv fra et ordsprog, fra gamle sagn og fra verdenshistorien) BAJKAL De to sidder over for hinanden i et skarpt lysskær. Hun sidder med ryggen mod publikum, han læner sig frem mod hende med et fast tag i hendes hænder, som for at holde og berolige hende. HAN: Er det da dit ansigt, jeg har skåret i træ i alle de år? Nej, ikke dødningefjæsene og de tomme øjenhuler, heller ikke Stalins forhadte maske. Nej, jeg mener længselens ansigter, feerne, fortryllelsens fintformede træk. Alt det jeg satte så højt hos dig dengang, men som jeg troede glemt igen. Glemt fordi jeg ikke ville tænke på det. Hvorfor tænke på noget der aldrig ville kunne blive til virkelighed. Der lå for meget tid imel-lem, for mange kilometre, for mange onde minder. Men nu kan jeg se at sådan glemmer vi mennesker ikke. Det er dit ansigt jeg har tryllet frem af træet i alle de år. Jeg har konstant haft det for mine øjne i tres år. Jeg ville ikke vide af det, men har selv kaldt det frem af træets ved. I tres år. Det var ikke alle årene jeg fik lov at arbejde i, men alligevel: Tres år. HUN: Tres år. HAN: Er det meget eller lidt? HUN: For nogle vil det være meget, for andre for lidt. Det trækker svagt i hendes skuldre. Han ser hende ind i an-sigtet HAN: Og først i dag kan jeg sammenligne og se hvad det er jeg har skabt. Hvor hun endnu virker en smule ængstelig til mode, er han i bund og grund bekymret ved hele situationen. Han nikker som for at bekræfte sig selv. HAN: Først nu kan jeg sammenligne. HUN: Du snakker godt for dig. HAN: Det har jeg altid gjort. HUN: Til tider udenom. HAN: Indrømmet. Der var en tid hvor jeg gjorde det. HUN: Det var måske din måde at skubbe lidt til tingene på? HAN: Det var sådan jeg forsøgte at slippe igennem med li-vet i behold. Hun kaster et hurtigt blik omkring sig. Han slipper hendes hænder. HUN: Skal det lys virkelig være så kraftigt? HAN: Om lidt har du glemt at de er der. HUN: Jeg har bare ikke prøvet det før. HAN: Tror du jeg har det - herude? (han prøver nu som i det hele taget at skjule sin bekymring under en let overflade) HAN: Det her er ikke et sted hvor folk kommer forbi ret tit. HUN: De har lavet én udsendelse med dig allerede - HAN: Da var jeg alene, da var det kun mig. HUN: Var det nemmere på den måde? HAN: Da sagde de også jeg ville glemme de var der. (han går en smule i stå. Hun prøver at få ham i gang igen) HUN: Kunne du så det? HAN: Glemme at de var der? HUN: Siger du at det kunne du godt?