Partivarecentralen

Partivare Centralen er fortællingen om to gamle mennesker, der lever skjult i det legetøjslager, hvor de engang arbejdede. Lageret blev nedlagt for 10 år siden, men de to gamle mennesker opretholder arbejdet og rutinerne, selvom det helt har mistet en verdslig mening.

1 md 1 kv

Det er sne og sjap. Det blæser. Det er langt ude på Amager for enden af Holmbladsgade. De store tomme lagerbygninger ligger og skrider langsomt sammen. Vinter efter vinter tærer på de gamle, engang stolte, bygninger, hvis knuste vinduer står som åbne munde der skriger på Gud. Og det er, som om han er der blandt skår af glas og sammenfaldne gavle. En mild stemme: (voice over) Lørdag den 6. august 1941 havde en lille pige fødselsdag. I den anledning havde hendes unge forældre købt en gyngehest i Lege-tøjsmagasinet i Classensgade. Det var den sidste cu-banske gyngehest hr. legetøjshandler Berlew solgte i sit velrenommerede magasin. Rusten har fået tag i bygningernes stålkonstruktioner, og en uhyre stærk proces er i gang med de engang uovervindelige bygningsmastodonter. Duerne holder til dér. Sneen skærer sig ind i de store kroppe og gør inde og ude til samme rum. Den milde stemme: (fortsat) Den samme dag afgik hr. legetøjsgrosserer Johan Gottlieb ved døden og med ham Københavns fornem-ste grossistvirksomhed for legetøj. Fra hans lagerbyg-ninger var den sidste gyngehest og andet legetøj kørt ud, og aldrig mere så man Gottliebs biler i det køben-havnske gadebillede. I de store lagerbygninger i Holmbladsgade på Amager lå alt nu stille hen... Der er hegn omkring. For at holde én væk derfra eller for at holde noget inde. Det er aften. To drenge sniger sig denne klare vinteraften ind på fabrikkens område. Kun månens lys i sneen viser dem vej. De hører lyde, som kun store dyr kan frembringe. De standser og pu-ster frosttåger og ser mod lagerbygningerne. Det er, som om der står en skikkelse og ser på dem. En grå, sfærisk skikkelse med en hund. Det er for uhyggeligt, og drengene flygter i hast ud af området. Lyden af de-res gummistøvler forsvinder i sneen. Der bliver stille. Kun en enkelt passerende bil fra Amager Strandvej og lyden af vinden, der suser gennem de tomme bygnin-ger. Den milde stemme: (fortsat) Trehundredeogsyvogtresindstyve medarbejdere stod på gaden; men kun trehundredeogfemogtresindstyve af dem gik den dag ud af fabriksporten for sidste gang. Kun to eventyrlystne drenge, der en klar vinternat havde sneget sig ind på fabrikkens område, mener at have set lys. Ellers er søskendeparret Haxholm-Amundsens fortsatte, loyale virke gået upåagtet hen. Vi kommer langsomt nærmere. Tæt på bygningens sten. Ind gennem et mast vindue. Ind i det tomme rum hvor et par duer holder til. Der er vand på gulvet langs skinnerne. Videre. Til bunden af rummet hvor tunge døre af stål laver endevæg. Helt til venstre er der en lille dør. I døren er der en glasrude. Gul og med påskriften: Partivare-centralen. Langsomt går vi ind. Det er mørkt og det er som om vi hører nynnen. LAGERET Det er morgen og solen står op. Lyset kommer lang-somt ind gennem en ituslået rude. Det er et meget stort lagerlokale. Tomt. I loftet ødelagte vinduer i jernram-mer. Lagerreolerne er fire meter høje, og der er yder-ligere fire meter derfra til loftet. Partivare-centralens indgangsdør er en dobbelt fløj-dør. Der er en anden dør med matteret glasrude. Der hænger lysarmaturer og lagerlamper ned mellem reo-lerne. Mellem reolerne er afsætningsborde og i den ene ende en hylde med dypkoger og kaffekande. På hylderne står alting som det stod i 1941, bortset fra at tidens tand har gnavet i små 50 år. Der er partier og enkelte legetøjseffekter. Gyngeheste, dukkehuse, biler, træheste og køer, puslespil, dukkesko og på de to øverste hylder foran døren står hære af bestøvlede soldater af tin på geled og holder vagt. Der høres børneråb i det fjerne. Børneleg. På øverste, bageste hylde hænger julestjerner på snore. Det er som om de bevæger sig. Et stykke sækkelærred skub-bes nænsomt til side. En firsårig, gammel, bleg kone titter frem. Lille og sart. Hun sætter sig op og lægger sengetæppet pænt sammen. Så kravler hun ganske let ned ad lagerstigen der er sat op til sengepladsen. Trin for trin. Iført che-mise fra 41. Hun går ud af Partivare-centralens dør. Lagerets ly-sarmaturer tændes. Hun kommer ind igen. Det er koldt, hun skutter sig og forsvinder nu ud af den anden dør: Toilettet. Der bliver stille. På forreste hylde bevæger gammelt bølgepap sig og en gammel mand står op, klæder sig på og hænger sin frakke hen på knagerækken. Og som sin søster fjerner han omhyggeligt alle spor efter sit sengeleje. FRITZE kommer, nu påklædt, ind fra toilettet med sin overfrakke, som hun ligeledes hænger op på knage-rækken. Man ser to gamle mennesker, næsten mere grå end det støvbelagte lokale.