Havets Moder

En genfortælling af det gamle grønlandske sagn om menneskenes evige ansvar overfor naturen. For at Havets Moder skal frigøre fangstdyrene og sørge for balance i naturen, skal menneskene vise respekt for alt levende. I denne historie er det lige ved at gå galt, for nu er det er meget længe siden nogen har taget naturen alvorligt.

Medvirkende: Havets Moder Ajak - en grønlandsk dreng, Najas bror Naja - en grønlandsk pige, Ajaks søster Erkilik 1 - høvding for erkilikkerne Erkilik 2 - erkilikkernes næst

1. scene: Scenen er svagt oplyst. Det er nat og et rødligt lys giver indtryk af kulde og is. På et skind ligger drengen Ajak og hans søster Naja og sover. Ved siden ligger harpun, kamikker og tøj. En stemme: (langt borte fra) Hør, Ajak, søn af havet og den store is, søn af vinden, Naja, du som drømmer når jeg stryger dig på kinden. Ajak: (sætter sig halvt op, søvndrukken) Er her nogen? ... (lægger sig ned igen)… nej, det kan ikke passe. De voksne er jo ude på fangst. En stemme: Hør, min stemme som et bølgeslag, hør, min gråd hver nat, hver dag. Ajak: Naja, du må vågne. Det er nogen, der taler til os. Nu var stemmen der igen. Jeg hørte det tydeligt. Naja: Det er bare vinden. Sov nu. For resten – måske var det min mave, der knurrede? Ajak: Nej, hør! En stemme: Jeg er Havets Moder, Ajak, hør nu min besked. Naja: Hør, stemmen snakker kun til dig. Lad mig sove. Ajak: Nej, den siger også dit navn. En stemme: Min natur og hele hensigt er at hjælpe, som du ved. Sende rype, hval og sæl, give skind og kød og liv til alle. Give mennesket sin del af naturens mange goder… hører I mig - Ajak, vindens broder, Naja, drømmemågevinge, tag nu rask af sted over bjerge, is og floder Ajak: Ja, jeg hører, hvad du siger.. Jeg ved godt, at det er dig som sørger for os her på bopladsen… eller plejer at gøre det. For, når jeg skal være helt ærlig, synes jeg ikke, du har været så god til det her på det sidste. Det er flere uger siden sidst vi fik sælkød... og fugle og rensdyr ser vi næsten aldrig. Gamle Tobias siger, at du kalder dyrene hjem, fordi du er vred på os. Er det sandt? Naja: Hun siger, vi skal af sted. Over bjerge, is og floder. Havets Moder: Ajak og Naja - nu afhænger alt af jer to. Ajak: Fortæl, Store Moder, vi skal nok lytte, selv om vore maver knurrer som en vred isbjørn. Naja: Jeg er for resten også vred. På dig. Jeg er træt af at spise ammasatter hver dag, og hvorfor skal vi slagte hundene for at få mad nok? Havets Moder: Se omkring dig, Naja, hvordan grådighed og galskab råder, se på havet, hvor I sviner se på dyrene I piner, mærk den luft I alle bruger mærk, hvordan I kvaser, knuger alt det liv, der selv vil leve mens I kun kan kræve, kræve. Derfor kalder Havets Moder dyrene fra jeres pladser, fugle, fisk og ræv og hare sæl og hval forsvinder bare dag for dag indtil sidste hjerteslag. Forstår I det? Ajak: Det ved jeg ikke, Store Moder? Jeg er jo bare en lille, sulten dreng, i en lille hytte på kanten af den store is. Naja: Hvorfor er det os som skal være redningsmænd? De voksne har jo meget mere forstand? Havets Moder: Men I har hjertes renhed. Naja: Hjertets renhed? Ved du, hvad det betyder Ajak? Ajak: Jeg tror bare, det er noget hun siger for at overtale os. Havets Moder: Jeg er træt og gammel, og min hud er rynket her på kinden gennem mange, lange år, al den dumhed I begår, sidder fast som snavs og filter i mit hår. I skal krydse is og floder sammen skal I søster, broder finde mig bag fjerne porte, rede håret ud på Havets Moder. inden alle jeres dyr for evigt bliver borte. . Stemmen bliver svagere og svagere og forsvinder til sidst helt. Ajak: (ivrig) Men hvordan skal vi finde dig? Vi er jo kun børn! Og så er vi meget, meget sultne! Naja: Vi er heller ikke særlig modige. Jeg er bange for både ørnen, og ræven og isbjørnen og hvalrossen. Nå nej, for resten, de er der jo ikke mere. Men så er der alle ånderne – Asiak, Isserak, Nalikatek – for ikke at snakke om erkilikkerne. De æder mennesker, og når vi alle sammen er væk, komme de og overtager alle bopladserne… Jeg er bange! Havets Moder: (stadig svag og kraftløs) Brug nu hjerte og forstand, tag af sted så snart I kan, følg mit spor tæt indtil land… (stemmen dør) Ajak: (råber fortvivlet) Hvordan ser dit spor ud? Hvilken vej skal vi gå? Ud på fjorden eller ind på den store is? Du kan ikke bare gå din vej uden at give mig ordentlig besked. Du, Havets Moder! Hallo din store, forvoksede tangloppe, søuhyre, havheks – eller hvad du nu er for én mærkelig én! Naja: Hun er rigtig fej. Først siger hun at vi skal komme og hjælpe hende, og så er hun bare pist væk…! Men hun talte noget om et spor. Måske er der et eller andet? Skal vi ikke gå ud og se… Tager tøj på. Finder hver sin harpun og forlader hytten.