Skyggenes børn

I radiospillet Skyggernes børn (1983) bruger Saalbach radioens store fantasirum til at udviske grænserne mellem nutid og fortid.

PERSONERNE: KIRSTEN METTE FORVALTEREN PIGEN, 6 år JENS, 8 år JOHAN, en gammel mand FRU RAVN HERREDSFOGEDEN EN KARL HUN HAN SYGEPLEJERSKEN 2. SYGEPLEJERSKE En kone En de

1. SCENE I en lejlighed. Fra trappen høres trin der nærmer sig. En dør der smækker. HUN: Er det dig? Du kommer sent... HAN: (udefra) Klokken er halv fem, jeg har lige fået fri. (nær) Hvad laver du? HUN: Jeg er ved at plante en aflægger om, den er vokset ud af sin potte. Prøv at røre ved dens blade... HAN: Hvad sker der? HUN: Kan du ikke lugte det? HAN: (trækker vejret dybt) Hmmm. HUN: Det er en Rosengeranie. Den dufter når man rører ved den. HAN: (kysser hende) Det er ligesom dig. HUN: Jeg har jord på hænderne. HAN: Det gør ikke noget. (kysser hende igen) Hvad er der? HUN: Ingenting. HAN: Du virker fjern. HUN: Jeg har ikke talt med nogen i dag. Telefonen har ikke ringet en eneste gang, og dem jeg ringede til svarede ikke. Til sidst fik jeg sådan nogle mærkelige tanker… HAN: Hvordan mærkelige? HUN: Synes du jeg har forandret mig? Synes du jeg er den samme, som jeg altid har været? HAN: Ja, selvfølgelig. HUN: Pludselig syntes jeg ikke, jeg kunne kende mig selv. Det var som om jeg stod udenfor mig selv, og så på det hele som om det var en drøm, eller en genta-gelse af noget jeg har oplevet før - for længe siden ... Nej, jeg kan ikke forklare det. HAN: Jo, prøv nu. HUN: Nu er du her, nu er det væk. HAN: Helt væk? HUN: Hmm. (fniser) Det kilder... HAN: Du har fået jord på næsen. HUN: Kan du ikke holde fri i morgen, og blive hjem-me hos mig? Så kunne vi tage ud til parken? Eller vi kunne blive liggende i sengen - hele dagen! HAN: Der var ikke noget jeg hellere ville. HUN: Så gør det! Bare i morgen? Bare én dag? HAN: Det går ikke. Jeg skal være glad så længe, jeg har et arbejde. HUN: Spurgte du personalechefen om de kunne bru-ge mig? HAN: Ja ... HUN: Hvad sagde han? HAN: Der er så mange, der spørger. De har ikke brug for nogen lige nu. Men han skrev dit navn og tlf. nr. op, så ringer de, hvis de mangler nogen. HUN: Det siger de altid. HAN: Dit hjerte slår hurtigt. HUN: Det er fordi du lytter til det. HAN: Prøv at lytte til mit hjerte... slår det også hur-tigt?