Dansetimen

Otte kvinder mødes regelmæssigt til dans hos den gamle primadonna.

PERSONER: ANNA, danselærerinden ca. 37 år JACOB, pianisten ca. 50 år LOTTE ca. 50 år ALICE, hendes datter ca. 18 år REBEKKA ca. 32 år LILLIAN ca. 40 år KAREN ca. 27 år IDA ca. 38 år

STEDET: Et gammelt loft der er indrettet som dansesal med skråvinduer, barrer langs en eller to af væggene, og tre døre ud: en til Annas private omklædningsrum, en til kvindernes omklædningsrum, og en ud til et lille wc. Der står et klaver, eller gammelt flygel i hjørnet og på væggen hænger to, tre plakater eller billeder af Anna som ung ballerina. På et af dem er hun Den dø-ende svane. Spejlet er usynligt, og fylder hele scene-åbningen, så hver gang nogen spejler sig, spejler de sig så at sige i publikum. l. SCENE Pianisten sidder ved klaveret og drikker kaffe af låget til en termokande. Han varmer hænderne om låget. Han tager termokanden frem og hælder mere kaffe op. Når han har drukket ud, sutter og slikker han omhyggeligt låget rent, og skruer det fast på termokanden. Han ser på sit ur, opdager det er gået istå, og slår let på det for at få det igang igen. Så rejser han sig og går lidt rundt i salen, falder i staver over plakaten af Anna som Den døende svane, standser foran \\\"spejlet\\\", glatter på håret, retter på tøjet, og betragter sig selv indgående. Så ser han igen på sit ur, og går hen til dø-ren til Annas rum. PIANISTEN: (rømmer sig og banker på) Så er klokken to minutter i… (stilhed. Han rømmer sig, og banker igen. Højere) Så er klokken to minutter i. ANNA (indefra):Tak. Efter et stykke tid går døren op, og hun kommer ud. Hun har ballettræningstøj og - sko på, et lille rosa chiffonskørt, benvarmere, og en trøje over skuldrene. Hun bevæger sig meget forsigtigt, og støtter sig af og til til væggen, eller no-get andet, når hun går. ANNA: Jeg faldt i søvn. Jeg nåede endda at drømme, på den korte tid. Jeg stod på scenen og modtog ap-plaus efter at have danset et af de store partier, Sylfi-den var det vist, eller Giselle … ihvertfald havde jeg vinger på ... publikum jublede ... jeg gjorde kompli-ment, igen og igen ... klapsalverne ville ingen ende tage ... så begyndte mine øjne langsomt at vænne sig til lyset, og jeg opdagede at salen var tom ... alle sæ-derne var slået op ... jeg var helt alene … og det jeg troede var klapsalver, var bare regnen der trommede mod taget ... Av! Åh… det jager i mine knogler som om nogen slog på dem med en syl. Vil du hente mine piller? De ligger på det lille bord, ved siden af sofa-en... PIANISTEN: (går ind i Annas rum, og kommer tilbage med en pilleæske, og et glas vand) Værsgo… ANNA: (tager to piller. Lytter) Regnen er taget til... PIANISTEN: Den forbandede regn, holder den aldrig op. Det har regnet uafbrudt i mange måneder nu - ANNA: Bare der ikke bliver oversvømmelse. Der er kommet en ny fugtplet, dér ... PIANISTEN: Den ligner en havfrue, på vej op gen-nem vandet! Man kan ikke rigtig se hendes ansigt, for det lange hår, men her er armene, og overkroppen, og her er hendes ben, der er vokset sammen til en fiske-hale. ANNA: Sikke en fantasi! Jeg synes den ligner en fugt-plet på et gammelt loft. (skutter sig) PIANISTEN: Er her koldt? Skal jeg lukke mere op for varmen? ANNA: Nej, tak. Det kommer indefra. (går hen til \\\"spejlet\\\" og binder et bånd i sit hår) PIANISTEN: (betragter hende) Det er underligt; en-gang var vi jævnaldrende. Nu er jeg ved at være gammel, men De er stadig ung, den samme som den-gang. Det er som om tiden ikke berører Dem. ANNA: Måske ser jeg ung ud, men jeg føler mig som en olding, ligeså slidt og skrøbelig. For resten troede jeg vi var blevet dus. PIANISTEN: Jeg kan ikke. Min tunge slår knuder. Det føles som helligbrøde at sige du til Dem. Men jeg er glad for at De vil sige du til mig. ANNA: (ler) Jeg vil ikke tvinge dig. Hvad er klokken? PIANISTEN: Ti sekunder i. Nu står de og tripper der-ude, og venter på at komme ind. (løfter op i buksebene-ne og tager et par trin) Må jeg ikke være med idag? ANNA: (ler) Vil du være med? PIANISTEN: Jeg ser altid bare på. ANNA: Hvem skal så spille? Vi kan ikke danse, uden musik. PIANISTEN: Nåh, nej ... ANNA: Jeg kunne selvfølgelig anskaffe mig en bånd-optager ... PIANISTEN: Nej, nej: Jeg skal nok spille. ANNA: Stakkels Jacob, jeg vidste ikke du kunne lide at danse. Men hvem kan ikke det? (ser på plakaten af sig selv som Den døende svane. Stryger med hånden hen over den, og puster lidt støv af fingerspidserne) Det var dengang. Det føles allerede som om det er meget længe siden. Luk dem bare ind ... PIANISTEN: (går hen og lukker døren til omklædnings-rummet op) Værsgo’ mine damer. Kom nærmere, kom indenfor! Kvinderne kommer ind. De har slidt, falmet ballettrænings-tøj og sko på. IDA har hvide ballet sko, med hvide silkebånd snoet om anklerne, ROSE har et skørt magen til Annas på, men laset og gråligt, hun har vådt hår. LOTTE går som den første hen foran ”spejlet” og betragter sig selv kritisk. Bagefter går de andre, en eller flere ad gangen, hen og ”spejler” sig.