Den usynlige by

Et spil om livet på et plejehjem.

PERSONERNE: METTE: 20 år AGNETE: 74 år INGA: 63 år HELENE: 37 år

STEDET: Et personalerum på et nu nedlagt og omdannet hospi-tal. Væggene er blå. Der er et vindue og tre døre eller udgange, en til depotet, en til linnedrummet, og en, der næsten altid står åben ud til gangen. Der står et skrivebord med en telefon på og en stol ved, og midt i rummet står et mindre bord med to stole ved. Der hænger et medicinskab, et spejl og et kaldesystem, der består af små blå lamper, der lyser, når en af be-boerne har brug for hjælp, på væggen. Der er et let præg af forfald over stedet. TIDEN: Nu eller måske lidt frem i tiden. SCENE I I mørket vokser et kor af dæmpede, hviskende, uforståelige stemmer frem. Dvs. det er ikke til at høre om det er stem-mer eller bare vindens susen. Mens lyset langsomt går op forsvinder de. Mette står midt i rummet, som om hun var skudt op af jor-den eller faldet ned fra himlen og venter. Hun har en møn-stret trøje på, blå bukser med lapper bagpå, og støvler. Hun har en taske over skulderen. Udefra høres lyde der vidner om stor aktivitet og travlhed, hastige skridt hen af en lang gang, døre der åbnes og lukkes, vand der løber, klirren af bækkener osv. Alle lydene runger svagt. Mette retter på sit tøj. Så tager hun en kam op af tasken, går hen til spejlet og reder sig. I spejlet får hun øje på Agnete, der lydløst er kommet til syne i døren bag hende. Hun har en blåmønstret kittel på, brune strømper og tøfler. Mette vender sig lidt forskrækket om mod hende. AGNETE: (stirrer på Mette) Alice! METTE: Jeg hedder ikke Alice... AGNETE: Så kom du. Så kom du endelig, lad mig se på dig. Lad mig røre ved dig... METTE: Jeg er ikke Alice. AGNETE: Åh undskyld... jeg troede bare, et øjeblik... METTE: Jeg hedder Mette. Jeg skal begynde som medhjælp her i dag. Jeg venter på afdelingslederen. AGNETE: Nåh… METTE: Hvem er Alice? AGNETE: Mit barnebarn. Hun kommer nok en anden dag. Jeg ved ikke hvad det er. Ansigterne flyder sammen for mig. Jeg synes jeg genkender nogen, men hver gang er det en fremmed. Måske var det tøjet der forvirrede mig. METTE: Mit tøj? AGNETE: (går rundt om Mette og betragter hende) Alice har også sådan en trøje. Og blå bukser med lapper bagpå… Lyden af skridt der nærmer sig på gangen udenfor.