Haveselskabet

Stykket er en allegori over edens have og syndefaldet. Incest, løgne og kynisme gennemsyrer familien som Hr. Bock (faderen) har skabt. Han har frembragt to børn: "Stuepigen" og "Narren". Stykket begynder med at Narren, sønnen i familien, træder ind i på scenen slæbende på en hemmelighedsfuld kasse. Denne kasse har han fundet udenfor. "Udenfor" står i hele stykket i skarp kontrast til "Indenfor", hvor også handlingen udspiller sig.

Medvirkende: NARREN STUEPIGEN HR. BOCK HUND

NARREN: Nå, sidder du der. Er det blod på min sko, kan du ikke lige se efter? STUEPIGEN: Fruen kan ikke tage imod lige nu. NARREN: Det har hun ikke kunnet længe. STUEPIGEN: Hun er indisponeret. Du må vente her. NARREN: Frøken, at vente i Deres selskab, vil gøre min venten så meget mere venlig. STUEPIGEN: Sæt dig i det fjerneste hjørne. Du lugter af nar. NARREN: Jeg er en nar. Det er min berettigelse. At min lugt er det samme som jeg betyder bare at jeg og min lugt kommer fra den samme kilde. STUEPIGEN: Og hvad er så det for en kilde, nar? NARREN: Er du kilden, efter svar? STUEPIGEN: Hvorfor skal det altid være sådan her? Jeg hader den her arkaiske følen hinanden på fingrene. Hvad har du der? NARREN: Hemmeligheder, løgne, sekunder, og umælende grøntsager. STUEPIGEN: Intet nyt under de regntunge skyer. NARREN: Nu gør du det selv. STUEPIGEN: Det bliver en vane. Jeg har siddet i den her foyer i jeg ved ikke hvor længe, og her sker aldrig en skid. Jeg keder mig ihjel. Sekunderne på urskiverne ligner mere og mere tænder. Hvad er der i kassen? NARREN: Jeg ved ikke noget. Den stod ude foran. STUEPIGEN: Kig dog i den. NARREN: Hr. Bock sagde udtrykkeligt, at det må vi ikke. STUEPIGEN: Nå. Jeg er da ligeglad. NARREN: Sikke noget vrøvl. Lad mig om de naragtige bemærkninger. Og ligeglad er aldrig glad. STUEPIGEN: Hvor har du været? NARREN: Jeg har været ude foran. STUEPIGEN: Du ser herrens ud. NARREN: Hvor jeg har vadet gennem tunge mudrede vandpytter med paraplyen, ikke også? Øjeblik, paraplyen siger noget. Mhm, ja, joeh, hahahaha. Den siger du ligner en ung pige vi så ude foran. STUEPIGEN: Det gør jeg i hvert fald ikke. Du skal ikke sammenligne mig med de grimme ådsler derude. NARREN: Paraplyen taler sandhed, selvom den er ramponeret som jeg selv. Mit slidte figenblad. STUEPIGEN: Og dine sko er gennemblødte og sidder dårligt. Føj hvor ser du ud. NARREN: Jeg ville aldrig have en chance hos en lækkerbisken som dig. STUEPIGEN: Nej. NARREN: Nå. STUEPIGEN: Det er nu mærkeligt at den slet ikke er beskidt, den kasse. Den må jo være kommet udefra. NARREN: Ja, men den er vandafvisende. Den skyr sgu det hele. Hæ, der er ikke noget der bider på hemmelighederne. STUEPIGEN: Du keder mig. Og hvis du keder mig, så vil du også kede fruen. Og hvis du keder fruen bliver du fyret. Og så er det slut med din løn. Så gør noget morsomt. Nu. NARREN: Jeg nægter. Humor er ikke noget man kan trække op af en hat som en kanin. Det kommer fra hjertet. Det er dybt. STUEPIGEN: Det hjælper. Nu er du mere latterlig. NARREN: Måske siger jeg op. Hvad gør du så. STUEPIGEN: Dør af grin, og ansætter dig selv. Så kan du slikke mine støvler og vaske alle trapperne og toiletterne. Ville du kunne lide det? NARREN: Det ville være bedre end det jeg laver nu. STUEPIGEN: Så sig op. Gå ud af døren. Smæk den så hårdt du kan. Farvel. NARREN: Jeg ville savne Fruen. STUEPIGEN: Kan du overhovedet huske hvordan hun ser ud? NARREN: ... Jamen så, farvel. Han går. Straks efter kommer Hr. Bock ind, slæbende Narren. HR. BOCK: Hvorfor skal I altid igennem det her? Man kan ikke lade jer være alene et øjeblik. I er forfærdelige. Sæt dig Nar. STUEPIGEN: Her er så kedeligt. Der sker aldrig noget nyt. HR. BOCK: Hvad kalder du så det der? STUEPIGEN: Den kasse? Vi må jo ikke kigge i den, og hvad er der så ved den? NARREN: Der er ingen udsigt til nogen ændring. Regnen fortsætter. Jeg kom til at træde på et lig idag. HR. BOCK: Kom til? Der er ikke noget der hedder kom til. NARREN: Det var en ung pige. Hun var så smuk. Hun kan ikke have været død særlig længe. Jeg ville slet ikke... Men hun var så smuk. Og så kom jeg til at træde på hende. STUEPIGEN: Fortæl noget mere. HR. BOCK: Det tror jeg ikke bliver nødvendigt. STUEPIGEN: Kom nu. NARREN: Hun lå lige foran døren, som om hun havde kradset for at komme ind. Jeg kom til at sætte en fod på hendes ansigt og trykkede til. Så gik det i stykker. Som porcelæn. HR. BOCK: Var det nu virkelig nødvendigt? Ulækre ligskænder. NARREN: I det mindste er jeg ked af det. HR. BOCK: Og hvad så? Gør det dig bedre? At føle? NARREN: Ufølsomme bureaukrat. Kratlusker. Ved du, at han har et billede af et grædende barn i sit skrivebord? STUEPIGEN: Er det rigtigt? HR. BOCK: Nej. NARREN: Og han tager det frem og åbner sine bukser når han er alene. Jeg så det den dag da lyset var i stykker. Jeg for vild i gangene ude bag ved. Der var helt mørkt. Så glimtede lyset en gang, og så så jeg ham. HR. BOCK: Sæt dig ned, sig undskyld, og fortæl hende at det er en gemen løgn. NARREN: Nej. NEJ! HR. BOCK: Nu. NARREN: Undskyld. Det passer ikke. Det var bare for sjov. STUEPIGEN: For sjov? NARREN: Jeg er en nar. Hvad forventer I af mig? At jeg skal være alvorlig?