Julie Alive

Romeo er død. Julie sidder med dolken i hånden. Hvad gør man, når man tror så meget på kærligheden, at man ikke vil dø for den? Livskraften hos Shakespeares Julie, var så stærk at den umuligt kunne slås ihjel. I stedet for at stikke dolken i brystet vælger Julie livet. Med udgangspunkt i Shakespeares fascinerende heltinde og med afsæt og inspiration i hans potente og kraftfulde sprog, skydes Julie ud i Europa med 220 km/t.

1 kvinde

PROLOG Ansigtet, øjnene, mørke - hans blik hviler i mit et øjeblik før det igen er på farten. Hagen, sort af nattens manglende kniv – sort halsen, halsen med duften, han, han... Åh Romeo, du er Romeo, du kysser så dejligt. Brystkassen, fast, stærk, smidig og hofterne hofterne der lokker videre lokker videre hen over mavens fasthed mod skridtet der huser alle jordens glæder. Han, han er min glæde, min elskede. Har jeg elsket har jeg elsket før Romeo før han skjult af natten trængte ind i mine tanker ind i mit hjerte ind i mit inderste rum? I. BEGRAVELSE JULIE i mørkt tøj med en hvid lilje i hånden. Hun knæler ned ved siden af en urne. Båndet tekst, Julies stemme. Romeo, kan du tilgive mig? Kan du tilgive at jeg lever videre? Kan du nogensinde tilgive mig min elskede? 2. KÆRLIGHEDENS STED Lykkelig, barfodet, vildhåret, i det røde bålmørke, syngende, drikkende vin, springende, løbende, dansende, elskende. Det sted. Det er vores sted. Der skal du begraves og det er der, jeg skal møde livet igen. Romeo, jeg er klar. Jeg er klar til at betale min gæld. Til dig. Til os. Til kærligheden. Til det der var. 3. AFREJSE - Romeo skal være et sted, der ærer hans sjæl. ”Julie? Jamen Julie?” Det er mor, der taler. ”Jamen Julie. Rejse? Hvad skulle det hjælpe?” Det er mor igen. ”Og så alene!” - Mor! ”Og hvad siger Romeos forældre til det? Til at du bare, at du bare tager ham med på den måde?” - Han er min mand. ”Var Julie. Var din mand Julie.” - Ja, mor, det ved jeg. ”Men Julie?” - Jeg har besluttet mig. ”Det har vel ikke noget med far og mig at gøre, har det?” - Nej mor. Nej. Selvfølgelig ikke. ”Det er en stor sorg, det der er sket, men Julie, far og jeg, vi har givet hånd, vi har angret, vi har sørget dybt i vores hjerter.” - Så mor, så-så, jeg ved det. Jeg ved det jo godt, så-så-så. ”Jullepige. Bliv hjemme. Så begynder vi alle sammen på en frisk, så sætter vi en streg over det der er sket, ikke? Ikke skat?”