Sølvbrunch

Arthur og Hedda har inviteret til sølvbryllupsbrunch. Gæsterne er i alle aldre og deres mange forskellige liv krydser dramatisk ind over hinanden i løbet af festen. Men hvorfor aner Arthur at en fare truer hans 25-årige ægteskabelige lykke? Og hvad betyder det at en kvinde to gange i sit liv har særlig stor risiko for at blive lokket bort fra sit ægteskab: efter 7 års og efter 25 års samliv?

PERSONER: ARTHUR, SØLVBRUDGOM, CA. 55 ÅR HEDDA, SØLVBRUD, CA. 50 ÅR URSULA, DATTER AF SØLVBRUDEPARRET, CA. 25 ÅR CARL-EMIL, SØN AF SØLVBRUDEPARRET, CA. 23 ÅR OLAF, FAR TIL HEDDA,

A. En stor midtersektion, der udgøres af selve brunch-rummet, og som er udstyret med borde og stole, et stort buffet-bord, stuepalmer, et par sofaer og lænestole etc. Rummet benævnes i det følgende A. B. I venstre side af scenen et anretter- eller ”mellem”-rum med bord, et par stole, en grovvaskekumme etc., hvor både personale fra Varna og etablissementets gæster kan agere. Der er dør såvel ind til A som ud til haven. Rummet benævnes i det følgende B. C. I højre side af scenen et toilet med toiletstol (forsynet med bræt og klap), vaskekumme, el-håndpuster, et stort spejl, en enkelt stol og diverse stemningsskabende dekorationsgenstande. Døren til rummet befinder sig helt nede ved bagtæppet i toilettet. Rummet benævnes i det følgende C. første akt I A. dækkes der op til brunch på det store buffet-bord. Det foregår rutinemæssigt og udføres af tre af Varnas ansatte: Inga, Marina og Noller. Inga (midaldrende servitrice) vifter indimellem til de yngre for at de skal holde tempoet. Noller (livlig og venlig ung mand) er ny i faget og gør hvad han kan, men ser også efter bevægelserne hos Marina (hurtig, sød ung pige). INGA: Laks, det er herovre! Røget her. Varmrøget her. NOLLER: Røget og varmrøget. Røget – er det så - ? MARINA: Røget er koldrøget. Varmrøget er varmrøget. NOLLER: Så er den feset ind. MARINA: Godt, Noller. NOLLER: Men der er sgu da også laks oppe i den anden ende. INGA: Vi begynder med laksen i begge ender. NOLLER: Det vil sige – kold og varm i begge ender. INGA: Nogen gæster går syd om bordet, andre nord om bordet. MARINA: (til Noller) Så længe ingen går over bords. NOLLER: Ha, ha! INGA: Han skal nok lære det. NOLLER: Og når man så endelig har lært det – så kan man ikke længere se det morsomme i det. INGA: (standser op) Kan man ikke? NOLLER: ”Kold og varm i begge ender.” Når man kan det – så er det jo bare rutine. MARINA: Sådan er det med alting. Rutine. Stilheden sænker sig. INGA: Rutinen har også sin charme. MARINA: Ja, se bare på sølvbrudeparrene. Trehundredefem-ogtres morgner og trehundredefemogtres aftner sammen – og så femogtyve år i træk. NOLLER: Det giver nitusindeethundredefemogtyve morgner og nitusindeethundredefemogtyve aftner. MARINA: Med samme mand! NOLLER: Og kvinde! INGA: Jeg blev skilt efter elleve år. NOLLER: Det giver firetusindogfemten morgner og aftner – INGA: Minus seks uger – NOLLER: Det giver – MARINA: Hold kæft, Noller. Alle dine tal – det er allerede en ny portion rutine – INGA: Karsten rejste med en fremmed dame seks uger før vores elleve-års bryllupsdag. MARINA: Dér var du heldig! INGA: (standser op) Var jeg? Sådan har jeg aldrig set på det. MARINA: Har du ikke? INGA. Før for et par år siden! Der mødte jeg tilfældigvis Karsten igen. Den fremmede dame havde forladt ham, men jeg – jeg skulle nu ikke have noget klinket. Det opdagede jeg da! MARINA: Roast beef! Skal der være roast beef i begge ender? INGA: Selvfølgelig skal der det. Alting skal gentage sig. I begge ender. MARINA: Hvorfor er der så kun ét fad med roast beef? INGA: Hent det andet fad i køkkenet, Noller. Kokken har glemt det. NOLLER: Kokken har glemt det! Ha! Et brud på rutinen! (Går ud.) INGA OG MARINA: (dækker videre med større koncentration.)