Det lys som månen giver

En komedie med rod i en eventyrlig fortid, legendernes og myternes fortid, og med en efterklang i vores egen nutid, der har sine egne myter og legender, men heller ikke kan undvære det vi slæber med os fra tidligere generationer.

PERSONERNE (alle noget ældre end dengang de var yngre, kvinderne er dog lidt yngre end de noget æl-dre mænd): Dorothea Arthur Claus Ewald Gustav Nikoline I anden akt en masse døde - i og ud

DET LYS SOM MÅNEN GIVER En eventyrlig komedie FØRSTE AKT (Arthur står og pudser månen omhyggeligt med en blød klud. Månen hænger ved en snor, der er fastgjort til en gren. Månen kaster et blødt og behageligt skær alle vegne omkring sig, den er tydeligt mærket op i fire fjerdedele. Ar-thur er omhyggeligst med én af de fire fjerdedele. Vi andre kan ikke se forskel, men det kan han. Dorothea, hans kone, står længe og følger ham i arbejdet. I baggrunden en alkove med et forhæng for. Mønsteret på alkovens forhæng består af stjerner og sole) DOROTHEA: Arthur? ARTHUR: Hvad er der nu? DOROTHEA: Den der måne - ARTHUR. Ja, hvad er der med den? DOROTHEA: Og det lys som månen giver - ARTHUR: Det taler vi ikke mere om! DOROTHEA: Men Arthur? ARTHUR: Ja, hvad så? DOROTHEA: Når du nu dør - ARTHUR: Jeg dør ikke! DOROTHEA: Nej, det siger du altid. ARTHUR: Der ser du selv! DOROTHEA: Men når du nu dør - ARTHUR: (pudser lystigt videre) Jeg bliver hos dig! DOROTHEA: Bliver du her hos mig? ARTHUR: Jeg giver ikke slip på dig. DOROTHEA: Og du dør heller aldrig? ARTHUR: Jeg passer min dont under månen. DOROTHEA: Men du glemmer at passe mig imens. ARTHUR: Det passer mig fint at passe min dont un-der månen. DOROTHEA: Du glemmer mig mens du passer din dont! Så kan du jo lige så godt slippe - ARTHUR: Jeg slipper hverken dig eller livet! DOROTHEA: Alle andre dør. ARTHUR: Lad dem. DOROTHEA: De bliver syge. ARTHUR: Dem om det. DOROTHEA: Og svagelige. ARTHUR: Har ført et dårligt liv. DOROTHEA: Og så dør de. ARTHUR: Men ikke jeg! DOROTHEA: Hvorfor egentlig ikke? ARTHUR: Jeg har taget mine forholdsregler. DOROTHEA: Kan man det? ARTHUR: Der er midler. DOROTHEA: Midler? ARTHUR: Der findes remedier imod den slags. DOROTHEA: Ja, men hvor længe holder sådan nogle remedier? ARTHUR: Længere end man skulle tro. DOROTHEA: Også over for en alderdom der vokser sig større og større hele tiden? ARTHUR: Jeg tager mig af det der er mit så længe det skal være. DOROTHEA: Jamen, er det muligt? ARTHUR: Alt er muligt for den der vil og kan! DOROTHEA: Hvem skal så passe dig mens du passer det? ARTHUR: Det skal du! Det har vi jo snakket om! DOROTHEA: Nej, nu har jeg besluttet mig! ARTHUR: Nå, det glæder mig at høre. DOROTHEA: For når du dør - ARTHUR: Jeg dør aldrig. (han får et hjerteslag og falder død om) DOROTHEA: Så vil jeg gifte mig med din bedste ven og leve sammen med ham under månen.