Marie

I 1711 får den ældre Marie Grubbe besøg af en ung Ludvig Holberg på jagt efter en god historie. Maries livshistorie. Hun indvilliger i at fortælle ham den, under forudsætning af, at hun må gøre det på sin egen måde. Holberg må derfor spille rollen som de forskellige mænd i hendes liv og det bliver en indre opdagelsesrejse for den unge og uerfarne forfatter ind i den ældre kvindes lidenskabelige og sanselige livshistorie.

ROLLELISTE KVINDELIG SKUESPILLER: Marie Grubbe. YNGRE MANDLIG SKUESPILLER: Ludvig Holberg, Søren Sørensen, Stalddreng, Ulrik Frederik Gyldenløve, Anklager. ÆLDRE MANDLIG SKUESPILLER: Forl

SCENE 1 Et værtshus i København. Holberg sidder ved et bord med sin notesbog og en øl foran sig. Han stirrer på de blanke sider i notesbogen og kaster sin pen fra sig. Samler den lidt efter op igen og placerer den på papiret. HOLBERG: Skriv. Ikke så meget pjat – bare på med vanten - op på hesten - skriv. Han trykker pennen så hårdt ned i papiret at den knækker. HOLBERG: (henvendt til publikum) Min forlægger kommer om lidt og han vil have et færdigt manuskript. Jeg har ikke skrevet en eneste linie. ”Vær så god. Ih tak. Men der står jo ikke noget. Gør der ikke? Jeg ved ikke hvad der er gået galt. Måske er jeg kommet til at skrive med usynligt blæk…” Jeg har brækket begge mine arme, nej alle mine fingre – de kom i klemme i en dør – det går ikke. Jeg har været syg – dødssyg og jeg er kun lige blevet rask. Jeg er stadig syg – jeg er så svag, at jeg knap kan løfte pennen – jeg er kravlet ud af min seng for at møde ham. (han dupper øl på sin pande for at det skal ligne svedperler) Jeg har voldsom feber. Jeg taler i vildelse. Forlæggeren ind. Holberg hoster. FORLÆGGER: God morgen Holberg, og hvilken herlig morgen det er. Jeg kan næsten ikke vente. Hvad har du til mig? HOLBERG: Makroner, matroner, musvitter, æbler, pærer… FORLÆGGER: Spændende! Men ikke lige hvad jeg havde tænkt mig. HOLBERG: Det er febervildelsen der taler. Jeg er syg. Jeg er meget syg. FORLÆGGER: Hvad har du til mig? HOLBERG: Min tilstand har gjort at jeg ikke har kunnet skrive. Forlæggeren ser indgående på ham. FORLÆGGER: Har du kulderystelser? Kvalme, opkast, diarré? HOLBERG: Ad. FORLÆGGER: Bylder? Blodudtrækninger under huden? HOLBERG: Føj. Forlæggeren tager et lommetørklæde op foran næsen. FORLÆGGER: Det er byldepest. Det eneste du skal skrive nu er dit testamente. HOLBERG: Pesten er da for længst et overstået kapitel. FORLÆGGER: I hvilken bog er et dødstal på flere hundrede om dagen et overstået kapitel? Har du ikke set ligvognene? Har du ikke lugtet den fæle stank af død og råddenskab som hænger over hele København. Sig mig kommer du aldrig udenfor en dør? HOLBERG: Jeg går fra mit værelse på den anden side af gade og herned hver evig eneste dag, så det vil jeg da nok mene. FORLÆGGER: 1711 vil gå over i historien som dødens år. Stakkels dig. HOLBERG: Jeg har højst lidt influenza. FORLÆGGER: I starten ligner symptomerne. Alle gør sig forhåbninger om at der kommer en kur, men hvis du spørger mig sker det ikke foreløbig. Stakkels dig. Stakkels mig. Jeg har en pæn sum investeret i dig og en død forfatter skriver som bekendt ikke. HOLBERG: Det er ikke andet end en lille snue. Jeg har det allerede bedre. FORLÆGGER: Om få dage vil du være død og borte. Nu gælder det bare om at få det bedste ud af din sidste tid. Tag ud at rejse, æd, drik, find en kvinde du kan more dig med. Det siges at være en meget smertefuld død. Bylderne bliver på størrelse med æbler før de brister og blodet og materien sprøjter ud. Det har været en fornøjelse at kende dig. Holberg springer op af stolen.