Om tobakkens skadelighed

Monologscene i en akt

Medvirkende: Iván Ivánovitj Njúkhin, sin kones mand. Hun er indehaver af en musikskole og et pigepensionat.

Scenen forestiller en estrade i en provinsklub. NJUKHIN (med lange bakkenbarder og uden overskæg, iklædt en gammel udslidt frakke, kommer majestætisk ind, bukker og retter på sin vest) - Højtærede damer og på sin vis også højtærede herrer! (Glatter sit skæg). Det blev fore-slået min kone, at jeg i velgørende øjemed skulle holde en slags populær forelæsning her. Nå, ja! Skal der være en forelæsning, så skal der være en forelæsning - jeg er helt og aldeles ligeglad. Jeg er, selvfølgelig, ikke professor og videnskabelige grader står mig fjernt, men ikke desto mindre har jeg alligevel over de sidste tredive år uden ophør, ja, man kan endda sige til skade for mit eget helbred og så videre arbejdet med spørgsmål af streng videnskabelig karakter, jeg har tænkt meget og også ind imellem skrevet, om De kan forestille Dem det, videnskabelige artikler, det vil sige, ikke at de er videnskabelige, men sådan, undskyld udtrykket, noget i retning af videnskabelige. For øvrigt har jeg netop i disse sidste dage afsluttet en omfangsrig artikel med titlen: “Om visse insekters skadelighed.” Mine døtre kunne rigtig godt lide den, især det om væggelusene, men jeg læste den op og rev den så i stykker. For lige meget hvad man sådan skriver, så kan man ikke klare sig uden persisk pulver.* Vi har endda væggelus i flyglet ... Som emne for min forelæsning i dag har jeg valgt den, så at sige, skade som brugen af tobak forårsager på menneskeheden. Jeg er selv ryger, men min kone gav mig besked på at tale om tobakkens skadelighed i dag, og så er der ligesom ikke noget at diskutere. Når det skal være om tobak, så bliver det om tobak - jeg er helt og aldeles ligeglad. Men De, mine højtærede herrer, vil jeg anbefale at forholde Dem til min forelæsning her med tilbørlig seriøsitet, ellers kommer der ligesom ikke noget ud af det hele. Og den, der er bange for en tør, videnskabelig forelæsning, han kan lade være med at høre på og gå ud herfra. (Retter på sin vest). Især beder jeg om opmærksomhed hos de herrer læger, der måtte være til stede her, idet de kan uddrage mange nyttige informationer af min forelæsning, eftersom tobakken, udover dens skade-lige virkninger, også anvendes i lægekunsten. For eksempel er det sådan, at hvis man anbringer en flue i en tobaksdåse, så kreperer den, formentlig på grund af nerveforstyrrelse. Tobak er i hovedsagen en plante ... Når jeg holder forelæs-ning, så blinker jeg nu og da med mit højre øje, men det skal De ikke tage Dem af, det er ophidselsen. Jeg er i det hele taget ret nervøst anlagt, og mit øje begyndte at blinke i 1889, den 13. september, på netop den dag, hvor min kone, på sin vis, fødte vor fjerde datter, Varvara. Alle mine døtre er født den 13. For resten, (ser på uret) i betragtning af den begrænsede tid, bør vi ikke lade os aflede fra emnet. Jeg må lige bemærke, at min kone har en musikskole og en privat-pension, det vil sige, ikke at det er en pension, men noget i retning af. Mellem os sagt, min kone holder af at beklage sig over, at hun intet har, men hun har et og andet gemt væk, sådan en fyrre-halvtreds tusinde, men jeg har ikke en eneste øre til at varme min sjæl med, ikke en skilling - nå, men det er ikke noget at snakke om. I pensionen står jeg for husholdningen. Jeg køber ind, fører kontrol med tjeneste-pigerne, fører bog over udgifterne, sørger for notesbøger, udrydder væggelus, lufter min kones hund, fanger mus ... I går aftes var det mit ansvar at udlevere mel og smør til kogekonen, fordi der skulle laves bliner. Nå, men kort sagt, i dag, da blinerne var bagt, kom min kone ned i køkkenet og sagde, at tre af vore elever ikke skulle have bliner, for de havde hævede mandler. Det viste sig altså, at vi havde nogle bliner for meget. Hvad skal vi gøre med dem? Min kone gav først besked om at sætte dem ned i proviantkælderen, men så tænkte hun sig om, ja, hun tænkte sig om og sagde så: “Spis dem selv, fugleskræmsel.” Når hun er i dårligt humør, så kalder hun mig sådan: fugleskræmsel, giftsnog eller satan. Skulle jeg være nogen satan? Hun er altid i dårligt humør. Og jeg spiste dem ikke, jeg slugte dem uden overhovedet at tygge, for jeg er altid sulten. I går gav hun mig, for eksempel, ikke lov til at spise til middag. “Der er ingen mening i at føde på dig, fugleskræmsel ...” Men imidlertid (ser på sit ur) vi er faldet i snak og er kommet lidt bort fra vort emne. Vi går videre. Selv om De, selvfølgelig, nu hellere ville høre en romance eller sådan, en symfoni eller arie ... (Giver sig til at synge). “Vi kaster ej vort blik i slagets støv ...” Nu kan jeg ikke huske, hvor det er fra ...