Tragiker mod sin vilje

Fra livet i sommerlandet En spøg i en akt

Medvirkende: Iván Ivánovitj Tolkatjóv - familiefader Alekséj Alekséjevitj Murásjkin - hans ven Handlingen foregår i Petersborg, i Murasjkins lejlighed.

Murasjkins arbejdsværelse, bløde møbler. Murasjkin sidder ved sit arbejdsbord. Tolkatjov kommer ind. I sine hænder har han en glasskærm til en lampe, en legetøjscykel, tre hatteæsker, en stort bylt med tøj, et anker øl og mange små pakker. Han ser frem for sig med et tomt blik og synker udmattet ned på sofaen. MURASJKIN - Goddag, Ivan Ivanytj! Hvor er jeg glad for at se dig! Hvor kommer du fra? TOLKATJOV (ånder tungt) - Gode ven, min kære ... Jeg har en bøn til dig ... Jeg bønfalder dig ... lån mig din revolver indtil i morgen. Vær nu en ven! MURASJKIN - Hvad skal du med en revolver? TOLKATJOV - Jeg skal bruge den ... Åh, gode Gud ... Giv mig noget vand ... Vand med det samme ... Jeg skal bruge den ... I nat skal jeg køre gennem en mørk skov, så vil jeg ... for alle tilfældes skyld. Lån mig den, vær nu rar! MURASJKIN - Oh, du lyver, Ivan Ivanytj! Hvad pokker er det for en skov, du taler om. Du har sikkert udtænkt et eller andet. Jeg kan se i dit ansigt, at du har udtænkt noget skidt. Hvad er der med dig. Har du det ikke godt? TOLKATJOV - Vent, lad mig få vejret ... Åh, milde Guds moder. Jeg er pint og plaget, som den værste køter. I hele min krop og også oppe i knolden har jeg en følelse som om nogen har lavet sjasjlyk af mig.* Jeg kan ikke holde det ud længere. Vær en ven, lad være med at spørge om noget, gå ikke i detaljer ... giv mig en revolver! Jeg bønfalder dig! MURASJKIN - Så, nu er det godt! Ivan Ivanytj, hvad er det for en modløshed. En familiefader med rang af statsråd*! Skam dig! TOLKATJOV - Hvad slags familiefader er jeg? Jeg er en martyr! Jeg er et pakæsel, en neger, en slave, en slyngel, som stadig understår sig i at vente sig noget af livet i stedet for at befordre sig selv til den anden verden! Jeg er en las, et snakkehoved, en idiot! Hvad lever jeg for? Hvad for? (Springer op). Nå sig mig så, hvad lever jeg for? Hvad er meningen med denne uendelige række af moralske og fysiske lidelser? Jeg kan forstå at være martyr for en ide, ja! Men at være martyr fanden må vide for hvad, dameskørter eller lampeskærme, nej! - jeg beklager meget! Nej, nej, nej! Nu har jeg fået nok. Nok! MURASJKIN - Råb ikke sådan, naboerne kan høre dig! TOLKATJOV - Lad bare naboerne høre, jeg er ligeglad! Hvis du ikke giver mig en revolver, er der nok en anden der vil, og så tælles jeg ikke længere blandt de levende. Afgjort! MURASJKIN - Stop, du har flået min knap af. Tal nu roligt. Jeg forstår stadig ikke, hvad der er galt med dit liv. TOLKATJOV - Hvad? Du spørger mig hvad? Så gerne, jeg skal fortælle dig det. Så gerne. Jeg skal tale ud, og så får jeg det måske lidt lettere med mig selv. Lad os sætte os. Jamen hør så ... Åh, hellige Guds moder, jeg kan knap få vejret! .. Lad os til eksempel tage dagen i dag. Lad os det. Som du ved, er jeg nødt til at knokle på kontoret fra ti til fire. Der er ulideligt varmt, indelukket, fluer og et uigennemtrængeligt kaos, min gode ven. Sekretæren har taget ferie, Khrapov er rejst bort for at blive gift, alt småkravlet på kontoret har slået sig ned i deres sommerhuse med deres nyforelskelser og amatørforestillinger. De kommer hver dag ind forsovede, udmattede, med tømmermænd, så de ikke er til at snakke fornuft med ... Sekretærens arbejde varetages af et subjekt, som er døv på det ene øre og dertil nyforelsket; klienterne er småforstyrrede, de har allesammen travlt og skal skynde sig forskellige steder hen, de bliver vrede og udsteder trusler - der er sådan et gedemarked, at man føler trang til at skrige. Forvirring og ren heksesabbat. Og arbejdet er dræbende: et og samme, et og samme, formular, status, formular, status - ensformigt som havets dønninger. Det er simpelthen sådan, at øjnene er ved at kravle ud af deres huler, forstår du. Giv mig noget vand ... Man forlader kontoret nedbrudt og kvæstet, man kunne ønske sig at sætte sig til at spise og så vælte om for at sove, men nej! Husk, at du er landligger, det vil sige en slave, en skid, en karklud, et suttebolsje, så værsgo, man må løbe som en gal køter for at udføre andres ordrer. Der er etableret en kær skik i vore sommerhuse: hvis en landligger tager til byen, så har alle - ikke alene hans kone, men enhvert landliggerudskud magt og ret til at pålægge ham et bjerg af pligter. Konen vil have, at han skal tage ind til hendes skrædder for at skælde hende ud over, at taljen er blevet for vid, og at den sidder for stramt over skuldrene. Lille Sonja skal have nye støvler, svigerinden noget højrødt silke efter et mønsterblad til fem og tyve kopek samt tre alen* bændel ... Nej, vent lidt, nu skal jeg læse det op for dig. (Tager et stykke papir op af lommen og læser højt). En lampeskærm; 1 pund skinkepølse; nellike og kanel for 5 kopek; amerikansk olie til Masja; 10 pund sukker; tage kobberfadet og opsatsen til sukker med hjemmefra; karbolsyre; insektpulver; pudder for 10 kopek; 20 flasker øl; eddikeessens og et korset til madame Chanceau, størrelse