Tatjana Repina

Drama i en akt

Medvirkende: Oléjnina Kokósjkina Matvéjev Zónenstein Sabínin Kotélnikov Kokósjkin Patrónnikov Vólgin, en ung officer En student En frøken Fader Iván, ærkepræst ved katedralen. En gamm

Klokken er mellem 18 og 19. En domkirke. Alle lysekroner er tændt og også lysestagerne. Kongedøren* er åben. To kor synger: synodalkoret og domkoret.* Kirken er fuld af mennesker. Der er trangt og lummert. En vielse er i gang. Sabinin og Olejnina bliver gift. Forlovere for den førstnævnte er Kotelnikov og officeren Volgin, for den anden hendes broder, som er student samt en ven af den offentlige anklager. Hele den lokale intelligencia er samlet. Overdådige kjoler. Vielsen forrettes af fader Ivan i falmet præstekalot, fader Nikolaj i lillablå kalot og med pjusket hår og den endnu meget unge fader Aleksej i mørke briller. Bagved og lidt til højre for fader Ivan står en høj diakon med en bog. I mængden er også de lokale skuespillere med Matvejev i spidsen. FADER IVAN (læser op) - Kom ihu, o Herre, de forældre, som bragte dem op: thi forældrenes bønner skaber grund-laget for deres huse. Kom ihu, Herre min Gud, dine tjenere, som ere blevne forlovede og kommet ind i denne glæde. Kom ihu, Herre min Gud, din tjener Peter og din tjenerinde Vera og velsign dem. Giv dem frugten af deres skød, rigt afkom, foreningen af sjæl og legeme; ophøj dem, som cedertræerne i Libanon og som den druerige vinplante. Giv dem en rig familie og al tænkelig glæde, giv dem fremgang i alle sager og lad det være dig til velbehag. Og må deres sønners sønner vokse til og som nyplantede oliventræer bænkes omkring deres bord, og nydende din gunst må de lyse som himlens lys i dig, vor Herre. Dig være lovet, magten og æren og din uendelige fader og din livgivende ånd, nu som før og i al evighed. SYNODALKORET (synger) - Amen. PATRONNIKOV - Det er lummert! Hvad er det for en orden, De har om halsen, David Solomonovitj? ZONENSTEIN - Den er belgisk. Hvorfor er der så mange mennesker? Hvem har givet dem lov? Uf! Som en russisk badstue! PATRONNIKOV - Politiet er elendigt. DIAKONEN - Lad os bede til Herren! DOMKORET (synger) - Herren være lovet! FADER NIKOLAJ (læser) - Salige Herre, som har skabt mennesket af sin finger, og som har skabt kvinden af hans ribben og sat hende i verden som hans hjælper, idet det er din højhed til velbehag, at mennesket ikke er skabt til at leve alene på jorden. Så ræk da din hånd ned fra din hellige bolig, Herre, og foren din tjener Peter og din tjenerinde Vera som mand og hustru. Giv dem visdom og lad dem blive ét kød og giv dem frugten af deres skød og rigt afkom. Thi din er magten og æren i faderens, sønnens og helligåndens navn, nu og i al evighed. DOMKORET (synger) - Amen. EN FRØKEN (til Zonenstein) - Nu sætter de kranse på. Se, se! FADER IVAN (tager en krans fra pulten og henvender sig til Sabinin) - Guds tjener Peter vies hermed til guds tjenerinde Vera i faderens, sønnens og helligåndens navn. Amen. (Giver kransen til Kotelnikov). I MÆNGDEN - Forloveren er næsten lige så høj som brudgommen. Han ser ikke særlig interessant ud. Hvem er det? - Det er Kotelnikov. Officeren ser heller ikke interessant ud. - Vil de herrer ikke lade damen komme igennem. - Madame, De kan ikke komme igennem her. FADER IVAN (henvender sig til Olejnina) - Guds tjenerinde Vera vies hermed til guds tjener Peter. (Giver kransen til studenten). KOTELNIKOV - Kransene er tunge. Min arm er snart følelsesløse. VOLGIN - Det gør ikke noget, jeg afløser Dem snart. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvem der stinker sådan af patschuli.* ANKLAGERENS VEN - Det er Kotelnikov. KOTELNIKOV - De lyver. VOLGIN - Tsch! FADER IVAN - Herre min Gud, lad denne vielse fuldbyrdes i ære og hæder. Herre min Gud, lad denne vielse fuldbyrdes i ære og hæder. Herre min Gud, lad denne vielse fuldbyrdes i ære og hæder.