Bjørnen

En spøg i een akt

Medvirkende: Jeléna Ivánovna Popóva, en ung enke med smilehuller i kinderne, godsejerinde. Grigórij Stepánovitj Smirnóv, en yngre godsejer. Luká, Popovas tjener, en gammel mand.

Dagligstuen på Popovas gods. Popova (i dyb sorg, hendes blik viger ikke fra et fotografi) og Luka. LUKA - Det er ikke godt, frue ... Det går galt for Dem ... Stuepigen og kokkepigen er gået ud for at samle bær, alle væsener glæder sig, selv katten, den forstår også at fornøje sig og løber rundt i gården for at fange fugle, men De sidder hele dagen inde, som i et kloster, og har ingen fornøjelse. Jamen virkelig! Se, nu er der gået et helt år, hvor De ikke har bevæget Dem uden for en dør! .. POPOVA - Og jeg gør det aldrig ... Hvorfor? Mit liv er forbi. Han ligger i graven, og jeg har begravet mig indenfor disse fire vægge ... Vi er begge døde. LUKA - Nej, altså, det er ikke til at høre på. Nikolaj Mikhajlovitj døde, sådan skulle det nu være, det var Guds vilje, himlen være ham nådig ... De sørgede - men nok af det, man må da kende en grænse. Man kan da ikke græde og bære sorg i hundrede år. Min gamle kone døde også i sin tid ... Hvad så? Jeg sørgede, græd i en måned, og så færdig med det, og hvis man skulle gå rundt og jamre i hundrede år, hvilken gammel kone ville dog være det værd. (Sukker). De har helt glemt alle naboerne ... De tager ikke selv ud, og De tager ikke imod nogen. Vi lever, ja undskyld mig, som edderkopper, - vi ser ikke dagens lys. Musene har spist min livré ... Godt nok, hvis der ikke havde været ordentlige mennesker omkring, men guvernementet er fyldt med herrer ... I Ryblovo står et regiment, officererne er lutter godter, man kan ikke se sig mæt på dem! I lejren er der bal næsten hver fredag, og hver eneste dag spiller militærorkestret musik ... Åh, du milde moder! De er ung, smuk, bare De også ville finde fornøjelse ved livet ... Skønheden er jo ikke givet for evigt! Når der er gået ti år, så får De selv lyst til at spankulere som en påfuglehøne og få officererne til at gå bagover, men så er det for sent. POPOVA (afgjort) - Jeg vil bede dig om aldrig igen at tale sådan til mig! Du ved, at siden Nikolaj Mikhajlovitj døde, har livet mistet enhver mening for mig. Du mener, at jeg lever, men det ser bare sådan ud. Jeg gav mig selv det løfte aldrig til min dødsdag at tage dette sørgetøj af og aldrig at søge nogens selskab ... hører du? Lad så hans skygge se, hvordan jeg elsker ham ... Ja, jeg ved, at det ikke er nogen hemmelighed for dig, at han ofte gjorde mig uret, at han var grusom ... og endda var mig utro, men jeg skal være ham tro til graven og skal vise ham, hvordan jeg er i stand til at elske. Der, på den anden side af graven, skal han se mig sådan, som jeg har været og var lige til hans død ... LUKA - Hellere end alle de ord, så skulle De gå en tur i haven eller De skulle få Toby eller Velikan sadlet op og køre rundt og besøge naboerne ... POPOVA - Åh! .. (Græder). LUKA - Jamen frue! .. Du milde moder! .. Hvad er der med Dem? Gud være med Dem! POPOVA - Som han holdt af Toby! Han red altid på den over til Kortjagin eller Vlasov. Hvor var han en god rytter! Hvor var der megen elegance over hans skikkelse, når han trak af al kraft i tøjlerne! Kan du huske det? Toby! Toby! Sig at han skal have et ekstra mål havre i dag. LUKA - Javel!