En svanesang

Dramatisk etude i een akt

Medvirkende: Vasílij Vasílitj Svetlovídov, komiker, en gammel mand på 68 år Nikíta Iványtj, sufflør, en gammel mand Handlingen foregår på scenen af et provinsteater om natten, efter forestillin

Den tomme scene på et andenrangs provinsteater. Til højre en række af umalede, groft sammentømrede døre, der fører ud til garderoben; i venstre side og i baggrunden af scenen ligger der skrammel. Midt på scenen ligger en væltet taburet. - Det er nat. Der er mørkt. I Svetlovidov i kostume som Kalchas* med et lys i hånden, kommer ud fra sin garderobe og ler. SVETLOVIDOV - Sikke en historie! Det er da noget! Jeg faldt i søvn i garderoben. Forestillingen er for længst forbi, alle har forladt teatret, og jeg snorker bare videre, det bedste jeg har lært. Åh, gamle knark, gamle knark! Din gamle køter! Jeg har altså søbet så meget i mig, at jeg sad og faldt i søvn! Rigtig flot! Rosværdigt, lillemor! (Råber). Jegorka! Jegorka, for fanden! Petrusjka! De djævle er faldet i søvn, ved alle djævle og hekse. Jegorka! (Stiller taburetten op, sætter sig på den og stiller lyset på gulvet). Der er ikke noget at høre ... Kun ekkoet svarer ... Jegorka og Petrusjka fik hver en trerubelseddel i dag af mig for deres ihærdighed ... dem kan man ikke finde nu, om man så søgte med hunde efter dem ... De er gået, og de slyngler har sikkert låst teatret af ... (Drejer hovedet). Fuld! Føj! Hvor meget vin og øl hældte jeg ikke i mig i dag på grund af denne benefice*, min Gud! Hele kroppen brænder af spiritus og i munden har et dusin tunger fundet nattehvile ... Hvor modbydeligt ... Pause. Tåbeligt ... Den gamle nar drak sig til og ved ikke selv til hvilken glæde ... Føj, min Gud! .. Lænderne gør ondt og knolden ryster, og det er som feber over det hele, men i sjæ-len er der koldt og mørkt som i en kælder. Hvis du ikke skulle skåne dit helbred, så burde du i det mindste tage hensyn til din alder, Narren Ivanytj* ... Pause. Alderdommen ... Lige meget om du kryber, om du mander dig op eller spiller nar, så er livet kørt ... otteogtres år er pist borte, min fulde agtelse! De kommer ikke tilbage ... Flasken er drukket til bunds, der er kun en bundskjuler tilbage ... Der er kun grums tilbage ... Jah ... Sådan er det, Vasjusja ... Om du vil eller ej, det er på tide at prøve på rollen som lig. Manden med leen er lige om hjørnet ... (Ser frem for sig). Scenen har jeg tjent i 45 år, men det er vist første gang, at jeg egentlig ser teatret om natten ... Ja, det er første gang ... Og det er lidt kuriøst, fanden tage det! .. (Går frem til rampen). Man kan ikke se noget ... Nåh, sufflørboksen kan jeg lige skimte ... og der er en af de nummererede loger, en musikerpult ... men alt resten - dybt i mørke! Et sort, bund-løst hul, ligesom en grav, hvor selve døden skjuler sig ... Brrr! .. Det er koldt! Det trækker fra salen, som fra en skorsten ... Se, det var lige det rette sted at hidkalde ånder! For fanden, hvor uhyggeligt ... Det løber koldt ned ad ryg-gen ... (Råber). Jegorka! Petrusjka! Hvor er I, djævleyngel! Herre, hvad er det dog - hvorfor påkalder jeg den urene. Åh, min Gud, lad være med den slags ord, lad være med at drikke, for du er gammel, det er på tide at lægge sig til at dø ... I 68-års alderen går folk til morgenbøn, forbereder sig på døden, men du ... O, Herre! Urene ord, et fuldt fjæs, dette narrekostume ... Det er ikke til at se på. Jeg går snart ind og klæder mig om ... Det er uhyggeligt! For hvis man skulle sidde her hele natten, så kunne man jo gå hen og dø af skræk ... (Går ind i sin garderobe). På dette tidspunkt kommer Nikita Ivanytj i hvid morgenkåbe frem fra en af de fjerneste garderober i baggrunden. II Svetlovidov og Nikita Ivanytj. SVETLOVIDOV (får øje på Nikita Ivanytj, skriger i ræd-sel og springer tilbage) - Hvem er du? Hvorfor? Hvad vil du? (Stamper med fødderne). Hvem er du? NIKITA IVANYTJ - Det er mig! SVETLOVIDOV - Hvem er du? NIKITA IVANYTJ (nærmer sig ham langsomt) - Det er mig ... Suffløren, Nikita Ivanytj ... Vasil Vasilitj, det er mig! .. SVETLOVIDOV (lader sig afkræftet synke ned på taburet-ten, ånder tungt og skælver over hele kroppen) - Min Gud! Hvem er det? Er det dig ... Nikitusjka? Hvor ... hvorfor er du her? NIKITA IVANYTJ - Jeg overnatter her i garderoben. Men vil De ikke nok være rar ikke at fortælle det til Aleksandr Fomitj ... Jeg har ikke noget andet sted at sove, De må tro mig ... SVETLOVIDOV - Du, Nikitusjka ... Min Gud, min Gud! Seksten gange blev jeg fremkaldt, de kom bærende på tre kranse og en masse ting ... alle var begejstrede, men der var ikke en sjæl, der vækkede den fulde gamle mand og tog ham hjem ... Jeg er en gammel mand, Nikitusjka ... Jeg er 68 år … Jeg er syg! Min svage ånd plages … (Falder i sufflørens arme og græder). Gå ikke, Nikitusjka … Jeg er gammel, kraftløs, jeg må lægge mig til at dø ... Det er frygteligt, frygteligt! NIKITA IVANYTJ (ømt og med agtelse) - Det er på tide at få Dem hjem, Vasil Vasilitj!