1410 skuespil i databasen 28.03.2024

Filumena

Eduardo de Filippo
Baggrunds information
Filumena er tidligere prostitueret. I femogtyve år har hun vartet den rige don Domenico op, mens han levede det søde og frie liv. Da han så oven i købet vil gifte sig med en yngre kvinde, er målet fuldt. Pludselig er Filumena ”døende”. Som sit sidste ønske vil hun vies til Domenico på ”dødslejet”. Men så snart præsten er væk, springer hun rask og frisk ud af sengen! Domenico raser. Så starter komedien. Og Filumena har flere kort på hånden… Komedien er berømt fra Vittorio de Sica’s filmatisering Ægteskab på italiensk med Sophia Loren og Marcello Mastroianni.
År / Udgivet:2006 /
Varighed:75 minutter
Område / Genre:Voksne / Lystspil, Komedie & Farcer
Medvirkende:10-20 ( 5 kvinder, 8 mænd, 0 børn, 0 øvrige )
Rettigheder:DRAMA
ISBN:87-7865-625-7
Locations:3
Musik:
Mere info:DRAMA, 70251141
Bent Holm oversætter




webmaster@skuespil.net
Rolleliste
Personer: FILUMENA MARTURANO DOMENICO SORIANO, rig konfektureproducent ALFREDO AMOROSA, “Stumpen” ROSALIA SOLIMENE, Filumenas veninde DIANA, Sorianos unge kæreste LUCIA, stuepige UMBERTO, stu
Uddrag
FØRSTE AKT Hjemme hos Soriano. Rummelig spisestue i en udpræget tyvende århundrede stil, prægtigt udstyret, med smag, omend noget middelmådig. Enkelte malerier og nipsgenstande – kærlige minder om Umberto-epoken, som tydeligvis fuldendte udstyret i Do-menico Sorianos fars hjem – er omhyggeligt fordelt på væg-ge og møbler, og skriger voldsomt mod hele resten. Døren forrest til venstre fører til soveværelset. Længere bagude til venstre snitter et stort glasvindue lokalets hjørne, med kik ud til en stor blomstersmykket terrasse, dækket af en stribet markise. Bagest til højre indgangsdøren. Til højre udvider rummet sig i dybden og lader gennem en åbning halvt dækket af et silkeforhæng husherrens ”kontor” ane. Også til udstyret af dette har Domenico Soriano foretrukket ty-vende århundrede stilen. I denne stil er også det glasskab, som beskytter og udstiller et stort antal pokaler i forskellige metaller, former og dimensioner: førstepræmier vundet af hans væddeløbsheste. To bannere over kors på væggen over-for bag et skrivebord vidner om sejrene ved Montevergine festen. Ingen bøger, aviser eller papirer. Dette hjørne, som kun Soriano vover at kalde ”kontoret”, er ordentligt og pænt, men uden liv. Bordet midt i stuen er dækket til to personer, med en vis udsøgt smag: der mangler end ikke et arrangement af friske røde roser. Fremskredet forår: næsten sommer. Mørket er ved at falde på. Dagens sidste lys er ved at svinde på terrassen. Nærmest på tærsklen til soveværelset står Filumena udfor-drende med armene over kors. Hun har en lang, hvid nat-kjole på. Hendes hår er i uorden og hurtigt ordnet. Bare fødder i tøfler. Hendes træk er forpinte: tegn på en fortid af kampe og sorger. Uden at være grov kan hun ikke skjule sin proletarbaggrund, og ønsker det heller ikke. Hendes gestus er store og åbne; hendes stemmes klang er altid fri og be-sluttet, som en bevidst kvinde, rig på instinktiv intelligens og moralsk styrke, som en kvinde, der kender og konfronte-rer livets love på sin måde. Hun er blot otteogfyrre, hvad enkelte sølvstænk ved tindingerne røber, mens øjnene har bevaret den mørke napolitaners ungdommelige livlighed. Hun er ligbleg, dels på grund af den fiktion, hun har gen-nemspillet, nemlig at foregive at være på sit yderste, dels på grund af det uvejr, hun ved, hun nu uundgåeligt løber ind i. Men hun er ikke bange: tværtom er hun i en attitude som et såret vilddyr, parat til at springe på sin modstander. I det modsatte hjørne, nærmere bestemt forrest til højre, står Domenico Soriano over for kvinden, med den bestemte vilje hos en, der hverken ser grænser eller forhindringer, hver-ken for at få sin ukrænkelige ret eller for at knække neder-drægtigheden og udstille den lavhed, der gjorde det muligt at bedrage ham, for verden. Han føler sig krænket, hånet, ramt i noget efter hans mening helligt, hvad han dog hver-ken kan eller vil indrømme. Det forhold at han kan komme til at fremstå som en besejret i folks øjne, ryster ligefrem hans hjerne og får ham til at tabe fornuftens lys. Han er en robust, sund mand, i halvtredserne. Halvtreds godt levede år. Takket være det bekvemme liv og den fremtrædende fi-nansielle position har han bevaret en livfuld ånd og et ung-dommeligt udseende. Hans afdøde far, Raimondo Soriano – en af de rigeste og mest durkdrevne konfektureproducenter i Napoli, som havde fabrikker i Vergini og i Forcella, ud over populære forretninger i Toledo og Foria – havde kun øje for ham. Don Domenicos (der som ungt menneske var kendt som ”unge don Mimí”) numre var uden grænser, ekstreme og originale som de var. De var legendariske; der tales om dem endnu i Napoli. Som passioneret hesteelsker er han i stand til at tilbringe halve dage med, sammen med vennerne, at genkalde sig de kampbedrifterne, ”helteger-ningerne”, hos de vigtigste heste, der har passeret hans vel-forsynede stalde. Nu står han der, i bukser og pyjamasjak-ke, nødtørftigt knappet, bleg og rystet, foran Filumena, denne ”ubetydelige” kvinde, som i årevis har været behand-let af ham som slave, og som nu har ham i sin hule hånd for at mase ham som et stykke småkravl. Til venstre i rummet, i hjørnet, næsten henne ved terrassen aner man, stående, Rosalia Solimenes milde og ydmyge skikkelse. Hun er femoghalvfjerds år gammel. Hendes hår-farve er uvis: nærmere hvid end grå. Hun har en mørk, far-veløs kjole på. Let krumrygget, men stadig fuld af vitalitet. Hun boede i en slum-stuelejlighed, i San Liborio gyden, over for familien Marturano, hvis ”liv, død og undere” hun kender. Hun kendte