Søstrene Knudsen raser ud

En satire om Velfærdsdanmarks døtre, der bor i en kælder og frygter alt fremmed. Bogen indeholder også:Pinden En seniorsergent får øje på en pind i haven og så ramler hans og Lissers parcelhusverden sammen. Vinder af Prix Italia 2001. Kontraktannoncen:Danny og Klara iscenesætter sig selv, så det kun kan ende festligt galt, da de mødes. Germand Gladensvend: En slags motoriseret og moderniseret version af den gamle folkevise om kongesønnen Germand Gladensvend, der må gå så grueligt meget igennem, for det kan ende endnu mere skidt.

Personer: KAREN GRETE

SCENE 1 Aften i en kælder. Grete sidder på scenen med bind for øjnene og synger. GRETE: Den lille pige i krigens larm som lå så trygt ved moders barm Og lille far havde piben klar til at bekæmpe den onde nar Men krigen kom og tog forældre bort Og det var slemt og det var hårdt Men søster Grete var stadig dér Så onde tysker kom ikke her I kældren dyb sidder nu de 2 og de er tapre og de er goe I mange år de har levet her mens fjenden han har hersket der Dududududududududdu! Nu kommer jeg! Lys op. Grete løber efter Karen. KAREN: HVVVVVVVIIIIIIN! Fang mig så! GRETE: Jaaa… nu kommer den uhyggelige tysker nu kommer den uhyggelige tysker og fanger dig!… uuuuh… KAREN: Åååååååååååååååååååååh! GRETE: (i dét Karen vælter ind i lageret) Pas på smørret! Pas på for fanden! Karen falder i lurpakpakkerne. KAREN: Åh nej, se nu… GRETE: (stabler og trøster Karen, lægger arm om) Rolig Karen. Rolig ven. Kom. Der er ikke sket noget. Smør kan holde til alt. Det er langtidsholdbart. Tag fars sweater… Lugt… jeg var jo ikke en rigtig tysker! KAREN: Mmm… Den lugter af far. GRETE: Det er fordi, det er vores fars sweater. KAREN: Som mor strikkede til ham i sommeren ’39. GRETE: Hvor verden var intakt... in ordnung. KAREN: Og bierne summede, så det var en fryd at leve. GRETE: Og pindsvinene møffede i buske og træer. KAREN: Ja og bonden med sine blonde børn der høstede og lo, mens han høstede og lo. GRETE: Vi elsker så sandelig det land vi kommer af. KAREN: Jeg ser det for mig og føler en klump i min hals. Det var så smukke dage, selvom vi ikke husker dem. GRETE: Trods vores mangel på gode år, vi dog det gode erindrer. KAREN: Vi elsker jo det land vi kommer af, det vejr vi trækker, de hække vi klippe. GRETE: Hvor du kan… Du trænger til at blive klippet lille du. KAREN: Hvis det havde været i gamle dage kunne jeg have gået til frisør, en frisør var en der fandtes ovenpå som trak håret af dem der trængte. GRETE: Ak ja, men så er det sandelig godt du har din søster Grete her. KAREN: Ja, for du kan klippe lige! GRETE: Sid nu stille min pige, så skal jeg ae dig lidt og fortælle dig en historie om far. KAREN: Ja den om far var med i 1864, slaget ved Dybbøl Mølle. GRETE: Det var det tragiske år, hvor vort rige var ved at blive løbet over ende fra Syd. Far indså, at Danmark var truet og rejste sig og sagde til tyskerne, at de skulle gå hjem. Selvfølgelig kunne far ikke vinde slaget alene. Men fars stemme var så stor, at den begravede en fremskudt stilling, hvor 4 tyskere sad og spiste suppe. Bagefter skældte han ud på en kanon, så den også gik i stykker. ”Kan du komme væk!”, sagde han, og så gik den i stykker. Den revnede simpelthen, fordi han sagde fanden og sgu, som kun far kunne sige fanden og sgu. KAREN: Han var så dygtig vores far. GRETE: Det var han! KAREN: Hvis far havde levet i dag kunne han have råbt noget. GRETE: Ja, det er klart. KAREN: Hvis far stod her samme med os i dag, tror du så han ville råbe det hele sønder og sammen? GRETE: Det eneste jeg ved, er at Far ville have gjort det rigtige. Sådan var han. Tykmavet men klog. KAREN: Han havde nok rejst sig og taget sin hjelm på og stukket hovedet op og sagt: ”Kan I komme væk dumme tyskere!” Eller: ”Kan I så forføje jer fra vores jord! Og gå hjem til jeres egen sauerkrautsuppe!” GRETE: Nu pynter du lillesøster, far var mere kontant. KAREN: (prøver at sætte sig op) DET VAR HAN. Men han var også mild nogen gange. GRETE: Men han var også hård nedenunder det må du ikke glemme, ellers kan man ikke overleve i en hård verden Karen. KAREN: Tænk, at krigen kom til at vare så længe. GRETE: Krige er frygtelige. Når først det har sagt bum, begynder alle at sige bum, og så er det meget svært at komme til orde. KAREN: Har du kigget ud i dag? Var der ingen tegn på bedring? GRETE: Nej, og nu skal du sove, så du kan være frisk i morgen. KAREN: Nej, først skal jeg fortælle dig om verdens skabelse, ellers kan jeg ikke falde i søvn. GRETE: (rokker lidt utilbens) Det skal du da… det skal du da også… men så skynd dig! KAREN: (prøver at trække tid, vil ikke sove) Ja. Engang før verden blev til, var der ingenting. Ingen bænke. Ikke et hus. Ikke et menneske. Men så krøb den første dansker op på land, og det var Inga Mogensen… GRETE: Ja, Inga Mogensen ordnede sagerne, flot fortalt lillesøster. KAREN: - Som var så dygtig til at gøre rent og rydde op i ursuppen, så Danmark blev meget flottere end alle de andre lande tilsammen.