Udødelige Peer

Det kommer næppe bag på mange med kendskab til teater, at Henrik Ibsens Peer Gynt endnu lever i bedste velgående her i begyndelsen af 2000-tallet. I Guldbrandsdalen i Norge får han besøg af sin afdøde hustru Solveigs lillesøsters oldebarn Helga og samme sensommerdag af Knappestøberens søn, som har overtaget sin fars og farfars anstrengende virksomhed. Det går ikke helt stille af!

Personerne: Peer Helga Knappestøberen Handlingen foregår i Gudbrandsdalen ved middagstid en sensommerdag år 2001.

(Stue i hytte på fjeldet. Opvask, snavsetøj, papirer og bøger. Peer i sengen i krøllet natskjorte. Udenfor regn, blæst, halvfjernt lyn og torden) PEER: (vågner) Næ hør nu! Hvad dælen! Er timen inde? Er det dommedag? Eller krig? En fjende? Tyskerne på færde igen? Svenskerne? Russerne? Jætterne? Thurserne? Lynende horder af asiater? Muslimer? Barbarer og psykopater? Djævle fra rummet med øjne på stilke og våben - du kan ikke forestille dig hvilke! De udrydder os med brask og bram og al slags mærkværdigt isenkram. (lyn og torden nærmere end før) Der er løgn nok at tro for folk som frygter og elsker pirrende blodige rygter som dog til tider kan være sande om ikke nu her så i andre lande. Der har ligegodt altid været krig, massakrer, terror, had, angst og skrig. (lyn og torden voldsomt og nær) Hej! Drømmerne dingler på fandens fork! Jeg har hørt det også er sket i New York hvor no’n ved at myrde massevis troede sig sikre på paradis. (lyn og torden lidt fjernere) Hvordan man end vender og drejer sagen, ser på tingene, opfatter dagen, én har os fat i en rævesaks mellem stenhårde tinders gnislende tænder. Vi skal knækkes som grene, skæres som aks. Han kommer og ta’r os med knoklede hænder. Vi er hans jagtbytte, rov og fangst med kun ét i de bankende hjerter: angst! - - Pis! Den knokkelmand er et kællingedigt og det knas her banalt og ikke unikt, et ganske almindeligt tordenvejr som det der kan opstå her og dér med en simpel meteorologisk forklaring, ingen overnaturlig åbenbaring, ingen gammel bersærk i en rumlevogn med buskede bryn og hammer der rammer og hvirvler os ud i fortabelsens sogn. Ingen dommer og frelser i en person der til allersidst - som en ren terrorist - hengi’r sig til en obskur selektion på himlens rampe for - noget sent - at få renset ud, støbt om og gjort rent. Hvad var det knappestøberen sagde da jeg for tredje gang mødte ham? ”Vi træffes på sidste korsvejen, Peer, og så får vi se om - jeg si’r ikke mer’” (tordenvejret er ved at ebbe ud. Det banker på døren) Måske er det ham? Jeg er træt af den fyr og al hans forkølede præk og postyr. Død og kritte om jeg la’r mig skræmme! (det banker igen) HELGA: (udenfor) Hallo! Hallo! Er her nogen hjemme? PEER: Hold op med den råben! Døren er åben. Der er ingen lukke. Jeg er ikke længere bange for troldtøj og nissebukke. En jubelolding - det er hvad jeg er. Afblomstret. Der er kun de sure bær som ingen fugle har lyst til at pikke. Fantomer og bømænd heller ikke. (det banker igen)