1410 skuespil i databasen 28.03.2024

To liv og et øjeblik

Eva Littauer
Baggrunds information
”To liv og et øjeblik” er et forsøg på at trænge dybere ned i og gestalte Kain og Abels problematik. Den blanding af jalousi, skyldfølelse, had, kærlighed og tilgivelse som my-ten rummer. Følelser, der er tæt forbundne i menneskelige forhold i det hele taget.
År / Udgivet:2006 /
Varighed:75 minutter
Område / Genre:Voksne / Psykologiserende spil
Medvirkende:3-5 ( 2 kvinder, 1 mænd, 0 børn, 0 øvrige )
Rettigheder:DDF
ISBN:87-7865-592-7
Locations:1
Musik:
Mere info:DRAMA, 70251141
Eva Littauer




webmaster@skuespil.net
Rolleliste
Medvirkende: Karin/Kay - Charmerende 52 årig ”verdensdame”. Pensioneret pilot. Bor i New York. Søster til Anna. Anna - 50 år. En fysisk retarderet billedhugger. Går dårligt og har mange smert
Uddrag
”Ankomst” Annas ”atelier” i stuen. I baggrunden et panoramavindue. Bag det havet. Anna står og betragter den buste, hun arbejder på. Mikael kommer med en kop te. Han hjælper hende ned i en stol og sætter teen ved siden af hende. Det hele gør han meget omsorgsfuldt. Så henter han et sjal - Mikael - De har lovet sne. Anna (gentager besværet) - Sne. Mikael - Snestorm og mere kulde. Anna - Storm. Mikael - Det bliver den koldeste jul i årtier. (Anna nikker) Fryser De? (vil lægge sjalet om hende. Hun svarer ikke. Blidt) Anna? Anna (sidder med lukkede øjne og ryster på hovedet) - Nej. Mikael - De har smerter. (pause) Det kan jeg se, det ved De. Anna (indrømmer) - En smule. Mikael - Vil De have Deres medicin? (Anna nikker) Anna - Tak Mikael - Det er kulden. Den går lige i leddene. Lad mig lægge sjalet om Dem Anna, så De holder kroppen varm. Det hjælper. (Anna nikker. Mikael lægger blidt sjalet om hende). Anna - Du er en engel. Du er så ... alt for god ... ved mig. (Mikael kysser Anna kinden. Anna smiler) Jeg længes (sådan efter) ... Mikael - Nu varer ikke længe. Når den værste kulde er overstået, så er det tid. Anna - Ja, så er det tid. Anna sidder med lukkede øjne og nynner en børnemelodi, en melodi der udvikler sig til et tema igennem forestillingen. Udenfor panoramavinduet kommer Kay anstigende med en stor kuffert. Kay (banker på ruden ... Mikael åbner døren) - Ja, undskyld jeg sådan kommer anstigende ad bagvejen. Jeg havde fuldstændigt glemt, hvor huset lå, har kørt i flere timer fra lufthavnen i taxa. Chaufføren forstod ikke et pluk af, hvad jeg sagde, og da vi kom herud i nærheden - kørte vi så til venstre og så til højre ... jeg kunne ingenting genkende. Jeg tror, vi kørte i cirkler, for vi endte hele tiden ved havnen. Til sidst opgav jeg, stod af og gik, langs stranden. Den vej kender jeg da. Og så dukkede huset endelig op. Mikael - Skynd Dem indenfor. De må være stivfrossen. (tager hendes kuffert og lukker døren) Kay - Mange tak. (giver Mikael hånden) Kay Johnson. Mikael - Mikael Engelbrecht. Kay - Så var det dig der ringede? Utroligt at du fandt frem til mig. Hvordan bar du dig ad med det? Det kan ikke have været let. Mikael (smiler og ryster på hovedet) - Jeg kondolerer! Kay - Kondolerer?! Hvor betænksomt, unge mand! Men jeg har ikke set hende i 30 år, sorgen er til at overse. (Mikael smiler igen) Anna - 35 år, 3 måneder, 23 dage ... Kay - Huuu ... (farer forskrækket sammen. Får øje på Anna der hidtil har siddet ubevægelig i et hjørne ved sin buste. Ler et øjeblik nervøst) Sorry ... jeg så ikke her var andre ... Anna (gentager) - 35 år, 3 måneder, 23 dage ... (forsøger at rejse sig, men falder afmægtigt tilbage i stolen) Kay - Jamen du siger da ikke ...? (hvisker) Er det virkelig dig?! (Anna nikker) Kay (får et øjeblik tårer i øjnene) - Anna? Anna - Karin?! Kay - Kay hedder jeg nu. Anna - Mm ... Kay (samler sig sammen. Køligt) - Kay Johnson. Du holder regnskab? Anna - 35 år, 3 måneder, 23 dage og syv timer. Kay - ... Regnskab med tiden. Der kan man bare se. Hver sin lyst. (pause) Anna (rejser sig og går nu hen imod Kay med åbne arme) - Karin ... jeg er så glad for at se dig. Kay - Kay! Anna - Kay. Kay - Jeg bliver kun et par dage. Til begravelsen er overstået. Så må jeg tilbage til New York. (pause) Sikke en redelighed. Mor er død og så ... (ser et kort øjeblik på Anna og har en nervøs trækning) Jesus Christ. Jeg må finde ud af noget ... et eller andet. (står et øjeblik, som om hun ikke helt ved, hvor hun skal gøre af sig selv) Mikael - Skal jeg tage Deres frakke, frk. Johnsson? Kay - Frøken? Kald mig Kay. Værsgo. (knapper frakken op, Mikael tager den af hende. Hun ser sig omkring i rummet. Får øje på en skulptur. Konverserende) Hvad er det? Er det en form for kunst eller ...? (Anna nikker, sætter sig) Så blev du altså kunstner? (Anna nikker igen) Kay - Det må jeg nok sige. Det kommer helt bag på mig. Og du er måske hendes assistent, eller hvad? Mikael - Øh ... Kay (til Anna) - Hvor er det spændende ... hvordan er du blevet det? Har du gået på kunstskole eller hvad hedder det? Anna - Nej ... Jeg har boet her ... altid. Kay - Nå. Javel. Så er du altså autodidakt?