Don Ranudo

Det spanske adelspar Don Ranudo og Dona Olympia er så besat af deres egen fornemhed, at de tvivler på, om folk af de lavere klasser nu også har en sjæl! Problemet er, at de ikke ejer salt til et æg. Men selv da fogden tømmer huset for de sidste rester, holder de fanen højt. Anderledes utilgiveligt er det, at den rige Gonzalo formaster sig til at fri til deres datter – han har ikke det rette blå blod i årerne! Men så sker miraklet: deres drømme opfyldes, de får ære og respekt, en kejsersøn anholder om datterens hånd… men er det nu også en rigtig prins?

Personer: DON RANUDO DE COLIBRADOS, spansk adelsmand DONA OLYMPIA, hans frue DONA MARIA, deres datter LEONORA, kammerpige hos Dona Maria GUSMAN, hushovmester hos Don Ranudo PEDRO, la

I. AKT Hos Gonzalo. Dona Maria, Gonzalo, Jago, Leonora. Kort anslag: Maria er af Leonora blevet ført over til Gonzalo, efter at denne er blevet afvist hos Ranudo. Desperate udbrud fra Maria: ”Uretfærdigt”, ”Urimeligt!” o.l. 1. SCENE Hos Don Ranudo Don Ranudo, Dona Olympia, Pedro, Leonora, Gusman, Donna Maria DON RANUDO (med en bog): Nej, Dona Olympia, han var ikke vor stamfar! I vort slægtsregister kan jeg vise Dem en Colibrados, som var i Estremadura et halvt århundrede, førend maurerne kom til Spanien. Vi er langt fornemmere personer, end De tænker. OLYMPIA: Er det muligt, åh, Don Ranudo, vis mig ham! DON RANUDO: Se her, den Antonio de Colibrados, som De ser her, han var meget ældre. OLYMPIA: Sandelig, det ville jeg ikke miste for en million. Jeg har altid bildt mig ind, jeg havde fornedret mig ved vort ægteskab. Mit eget slægtsregister kan jeg på mine fingre som mit ave Maria, fra Julian de Monterrico til min far Don Ramiro Melchior de Monterrico. DON RANUDO: Det gør De vel i, Dona Olympia, at De stedse har det indprentet i Deres sind. Det er det største klenodie, vi ejer. PEDRO: Det er vel også det eneste, herre, hvad der ellers findes i huset løber næppe op i to pesos, hvis det kom på auktion. DON RANUDO: Det betyder intet, Pedro, mit navn, mit slægtsregister er mig rigdom nok. Når jeg læser i denne bog, og ser mine forfædres bedrifter, kan jeg blive så mæt, som havde jeg været til det største gæstebud. PEDRO: Jeg forstår godt, hvorfor herren og fruen ikke bryder sig om mad, har man fem-seks dusin Colibradoser i maven, så er der ikke plads til mere, når jeg hører det knurre i herrens mave, så har jeg tit tænkt på, at det må være disse gamle Colibradoser, disse gamle helte, de fører krig efter deres død, hos mig, når det knurrer sådan, så er det af sult, men det er en anden sag, jeg har ganske simpelt en tom mave, jeg må have mad, ellers kan jeg ikke tjene herren og fruen… OLYMPIA: Det er forskrækkeligt med disse simple folk, jeg tror virkelig, de må være skabt… DON RANUDO: … af en anden grov materie… OLYMPIA: … og have en anden sjæl… DON RANUDO: … end vi fornemme… OLYMPIA: … al deres attrå står kun til at fylde bugen. Mon sådanne folk, min hjerte Don Ranudo, som er af så ringe stand, også kan blive salige? DON RANUDO: Ja, jeg tror nok, de på en måde kan blive salige, men ikke så fuldkomment som vi andre. Ligesom der er forskel på høj og ringe, sådan er der også forskel på simple folk og umælende dyr. Jeg drister mig ikke til at nægte dem salighed, omend man af deres dyriske meninger ikke ville spå dem meget godt. OLYMPIA: Lille Maria, kom herhen,! Jeg ser i dig din mormor Dona Elviras billede, og jeg håber, du vil følge i hendes fodspor. MARIA: Hvad gjorde hun, mama! OLYMPIA: Hun havde stedse sin stand og højhed for øje og skattede den højere end noget andet. MARIA: Det vil jeg også gøre, men… OLYMPIA: Hvad vil du sige med dit men? MARIA: Intet, mama, men… OLYMPIA: Hvad skal det men betyde? PEDRO: Kan Deres nåde ikke gætte det!... ”Men jeg har fået sådan en elendig morgenmad i dag”. OLYMPIA: Hvad morgenmad har hun da fået? PEDRO: Det samme som vi andre: vi er fastende, på nær den sorte kat, som ernærer sig ved jagten. OLYMPIA: I simple folk gør jeres mave til gud, I tænker ikke på andet end mad og drikke. PEDRO: Spørg kun frøkenen, om hun ikke tænker på det samme. OLYMPIA: Hør min datter, hvad sætter du højest, dit adelskab eller penge? MARIA: Penge. OLYMPIA: Hvad?! Penge? Hvorfor sætter du mest pris på penge? MARIA: For penge kan man købe klæder og mad og drikke, men ingenting for det andet. PEDRO: Det har den nådige frøken ret i, for halvtreds aner kan man ikke få et bundt svovlstikker på torvet. OLYMPIA:Har jeg givet dig sådan lærdom, min datter? MARIA: Nej, mama. OLYMPIA: Hvorfor taler du da således? MARIA: Fordi mama har lært mig galt. OLYMPIA: Har jeg lært dig galt? PEDRO: Ja, om jeg må tale frit, så er fruens katekismus ikke ortodoks… OLYMPIA: Hold din mund! Jeg hører nok, af hvem barnet er forført. PEDRO: Nej, det er naturen, der går over optugtelsen, og hvad siger ikke Seneca… OLYMPIA: Han siger, karle som du skal vare din mund. PEDRO: Han siger også, at Mulier taceat in Ecclesia, kvinden skal tie i fors… OLYMPIA: Oh, himmel, er det muligt, at jeg skal høre sådant af det barn, som jeg har haft de bedste tanker om! Lille Maria, det siges, at en person af lavere stand, af huset Gonzalo, har kastet sine øjne på dig, finder du behag i det? Maria græder