Manden der vendte tilbage

En moderne komedie, der handler om, hvordan mennesker reagerer i dødens nærhed. Historien starter i en bedemandsforretning, men som handlingen tager fart, bevæger stykket sig af sted til snart en teatergarderobe på et provinsteater – for at ende i en luksuøs villa ved Øresunds kyst. ”Dansk dramatik behøver ikke at være kedelig… Claus Flygares Manden der vendte tilbage er i hvert fald helt på toppen. Det er hidsigt morsomt, det er hæsligt morbidt, og det er så uhumsk dansk, at det gør ondt” Information

PERSONER: Jørgen Sandholt Poulsen - Bedemand Allan Larsen - hans assistent Erika Kruse - Allans kæreste Axel Stenbøl Lund - pårørende Gurli Stenbøl Lund - kone til pårørende LIGET/Albert Ban

1. AKT EN BEDEMANDSFORRETNING En mand kommer ind. Han er ulastelig og diskret klædt. Men der er ingen af dem han færdes i mellem, der hverken kan se eller høre ham - så han er nok en engel. Han ser sig i et spejl. Undersøger sit ansigt. Ser en hat på en knage ved siden af spejlet. Tager hatten på, og går undersøgende og nysgerrigt rundt i rummet. Det er en lille bedemandsforretning der består af forretningslokale og bagbutik, adskilt med et forhæng. Da engelen går ind i forretningen, glider en væg på plads, og engelen er tilfreds. I bagbutikken kommer forretningens indehaver, Jørgen - ind. Engelen forlader stille butikken gennem forretningens indgangsdør. Jørgen finder dagens post. Han går til telefonen med et brev i hånden og ringer op. JØRGEN: Goddag, det er Jørgen Sandholdt Poulsen. Må jeg tale med doktor Birk. 11.06.44 - 2739. Tak. (han venter) Ja, det er angående resultatet af nogle undersøgelser… jeg har fået brev fra doktor Birk … Hva? … Tak, men … HALLO! Hvor lang ventetid er der? Nå… nå… nej … ja ja… Undskyld... (han venter. Smadrer pludselig røret på) Fandens til måde at opføre sig på. (sidder lidt og surmuler. Griber så telefonen igen og drejer et nummer. Venter lidt. Han lytter åbenbart til en telefonsvarer. Han råber til båndet) Du må ikke slukke for din telefon, for helvede. Han smadrer røret på. Han går rundt og ryster på hovedet. Allan kommer ind. JØRGEN: Nå det var du sgu længe om. Jeg har prøvet at ringe til dig. Du må ikke slukke for din telefon. Det har jeg sagt til dig. ALLAN: Vidste du ikke det var et trafikoffer jeg skulle ud og gøre i stand? JØRGEN: Det ved man aldrig i forvejen. Der står altid bare hjertestop på dødsattesten. ALLAN: Hvorfor lader du mig stå alene med et trafikoffer? JØRGEN: Hvad fanden brokker dig over? ALLAN: Jeg vil ikke være alene med de helt slemme tilfælde. Jeg kan ikke klare det. I starten var vi altid to, når det var noget slemt. JØRGEN: Det var i starten. Jeg bliver nødt til at blive her og passe forretningen. ALLAN: Jeg ved ikke hvad du bliver nødt til, men når jeg står med et menneske, eller resterne af et menneske der er kørt over af noget meget stort og tungt, så vil jeg ikke gøre det alene, for det er fandeme ulækkert. JØRGEN: Handler det om, at du er ved at være træt af at være bedemand? ALLAN: Jeg er træt af, at du altid sender mig alene ud på alle de lede opgaver. JØRGEN: Hvis ikke du kan klare jobbet, så må du jo hellere holde op. No problem. Der er masser af mennesker, der vil være bedemænd i dag. ALLAN: Nej, nej det er ikke det jeg mener! Det er ikke jobbet der er noget i vejen med. JØRGEN: Du kan sagtens blive løst fra dine forpligtelser hvis det slider på nerverne! Det skal være et kald at være bedemand. ALLAN: Nej, nej. Hold nu op. Undskyld! Jeg mente det ikke på den måde. Jeg har bare sovet dårligt i nat. JØRGEN: Ja hvordan går det med kæresten? Skal du også have hjælp til at ordne hende? ALLAN: Hold nu op! Man har lov til at tale om sit arbejde, uden at man straks skal trues med alt muligt underligt. JØRGEN: Jeg truer dig ikke. ALLAN: Jeg er glad for mit job. Man møder mange spændende og levende mennesker. (skift) Nå men til gengæld var enken sidst i tyverne, så hamrende godt ud, og var meget ked af det. JØRGEN: Hvad nu? ALLAN: Hun dukkede pludselig op. Hun var helt ude af flippen. Hun ville gerne have jeg kørte hende hjem, og hun forlangte at jeg fulgte hende op i hendes lejlighed. Hun græd og græd. Så holdt jeg om hende for at trøste hende. Jeg tørrede hendes øjne og gav hende en kop kaffe - og så kyssede hun mig. Hold da kæft. Hun havde store, bløde, blodrøde læber. Det var helt vildt. Hun stod bare og pressede sin krop ind i mod mig. Og hendes bryster. De var helt flade. Af presset. Så begyndte hun at lukke mit bælte op, mens hun lagde sig på knæ, med ansigtet lige ud for gylpen. Så lynede hun ned, mens hun trak sin stramme, sorte lædernederdel op om livet. JØRGEN: Med en hånd? ALLAN: Hva? JØRGEN: Du sagde hun lynede dig ned, samtidig med at hun trak sin stramme lædernederdel op. Det bliver i alt tre hænder. ALLAN: Nåe jo, men hun trak nederdelen op først og så trak hun min lynlås ned bagefter. Jørgen morer sig over Allan på en lidt nedladende måde, der sårer ham. Allan vender tilbage til hvor han kom fra.