Henrik og Pernille

En sprudlende veloplagt komedie om to tjenestefolk, der hver især får den ide at give sig ud for deres herskab, og begge tror, at den anden er både fornem og velhavende. Først efter brylluppet opdager de fejltagelsen, men inden da er det gået løs med forviklinger og forvekslinger i lange baner – især da de to’s respektive herre og frøken blander sig i spillet. De skulle nemlig have haft hinanden, og nu truer tjenestefolkenes komedie med at få det hele til at ramle.

6 md 3 kv. Personer: LEANDER HENRIK - hans tjener ARV - en gårdskarl LEONORA - Leanders forlovede PERNILLE - hendes tjenestepige MAGDELONE - en gammel kone JERONIMUS - Leonoras

I. AKT Scene 1 HENRIK som kavaler HENRIK: Ha, ha, ha, ha, ha, ha! Det er utroligt! Hun er fuldstændig forgabt! Hvad kan de rådne klæder dog ikke gøre? Jeg har ved gud ikke haft andet i tankerne end lidt halløj med min herres klæder og ekvipage, jeg tænkte ikke på også at gøre min lykke. Det går mig ligesom manden i komedien, der tog en doktordragt på for at spille fin mand, og så endte som virkelig doktor. Jeg ender som virkelig hanrej. Den gode frøken er koket som et ondt år. Men hvad vil det sige? Jeg avancerer jo, fra stymper til fornem hanrej. Hovedsagen er at holde masken, så intet af det gamle lakajvæsen stikker frem og røber mig. I går var jeg lige ved at begå en forbandet fejltagelse: jeg gav de fremmede folk, jeg har ansat for min herre, ordre til at spænde for vognen, og tænkte ikke over, at jeg var herren, men ville stille mig om bag på vognen. Så begyndte kusken jo at smile og sige: ”Hvor vil Deres Velbårenhed hen?” Jeg blev flov og skulle til at hænge med hovedet som et æsel. Men jeg reddede mig ved at lade som om, jeg så en skavank på vogntaget. Jeg var på et assemblée i går, udelukkende for at lære nogle fornemme grimasser. Der så jeg blandt andet en junker, der lige var kommet fra Frankrig. Ham kopierede jeg meget nøje, på nær at jeg nægter at snakke gennem næsen, hvad han havde sine à parte raison til, eftersom han lige var kommet fra Paris. Bortset fra det stjal jeg alle hans manérer, for eksempel dette her: tager sit ur op og fløjter, tager et par dansetrin og synger; tager et spejl op af lommen og retter sin paryk Jeg er tilfreds med mig selv. Jeg er forelsket i mig selv. Frøkenen har pardieu raison. Scene 2 ARV, HENRIK ARV: Hvad fanden mon det er for en karl? Han er ikke rigtig i hovedet. HENRIK: Hvad pokker er det? Det er jo Arv, der kommer fra min herre på landet. ARV: Hvis folk bar sig sådan ad hos os på landet, dømte birkedommeren dem til at være gale, indtil de blev frikendt af en domstol i købstaden, hvor den slags er almindeligt udbredt. HENRIK: Jeg må give mig til kende for ham, men først vil jeg drille ham lidt. Hør, hvem er det, der taler? ARV: Det er mig. HENRIK: Hvilken mig? Hvad er det for svar? ARV: Det er mig, Arv. HENRIK: Du må være en slyngel. Det kan jeg høre af dit navn. Diable m'emporte, partout dans la France comment vous portez vous. Hør, hvad det var, jeg ville sige: canaille! Forstår du fransk? ARV: Nej, jeg gør ikke. HENRIK: Italiensk? ARV: Heller ikke. HENRIK: Spansk? ARV: Nej. HENRIK: Så er du jo værre end et dyr. ARV: Nej, jeg forstår jeg ikke noget af det, min ærlige herre. HENRIK: Ærlige herre? Hvad anser du mig for, slyngel? Jeg er ikke ærlig, jeg er velbåren. Når du taler med en af dine kammerater, så kan du sige: ”Min ærlige mand”. ARV: Om forladelse, velbårne herre! Jeg vidste minsæl ikke andet, end han var ærlig. HENRIK: Nej, det er for gammeldags for folk af min stand. Hvor har du hjemme? ARV: Jeg tjener hos en ung herre, der hedder Leander. HENRIK: Leander! Hvor er den løjser kommet til det navn? Jeg hedder Leander. ARV: Så er velbårne herre da også en løjser? HENRIK: Ved du godt, hvad en løjser er? ARV: Nej, jeg ved såmænd ikke, udover at det må være noget fornemt, eftersom han siger, at min herre og han selv er det. HENRIK: Vær du glad for, du ikke ved det. Men hvordan understår din herre sig i at føre det navn Leander? Hvis jeg havde ham her, så kom det ham dyrt at stå. Dig vil jeg ofre først for hans regning. trækker sin kårde ARV: (på knæ) Ak, velbårne hr. løjser! Spar mit liv. Jeg er kun hans gårdskarl. Men han har en tjener her i byen, som jeg skal finde til herren, som han bedre kan hævne sig på. HENRIK: Hvor er den tjener? Hvad er hans navn? ARV: Han hedder Henrik, men han burde hedde skurk, det er en af de største rakkerknægte, jeg har kendt. HENRIK: Ha, ha, ha, nu kan jeg ikke mere. Rejs dig op, Arv. Kender du mig ikke? Jeg er den Henrik, du taler så smigrende om. ARV: Nej, så gid fanden tage dig, så bange du gjorde mig. HENRIK: Og gid fanden tage dig, som du svinede mig til. ARV: Dine gerninger viser, jeg ikke havde uret. Hvordan pokker er du begyndt at te dig så tumpet i herrens klæder? HENRIK: Arv! Du er jo en fattig karl, som ikke tjener ti rigsdaler om året ved dit arbejde? ARV: Jeg tjener ti djævle, ikke ti rigsdaler. HENRIK: Inden i aften skal du tjene halvtreds rigsdaler, hvis du holder gode miner og hjælper mig i mit projekt. ARV: Hvordan pokker vil du skaffe halvtreds rigsdaler uden at stjæle dem? HENRIK: Arv! Når du hører historien, vil du let kunne begribe det. Du ved, at Leander har sendt mig til byen for fjorten dage siden, for at sætte hans hus i stand og ansætte nye tjenere og ny kusk, så alting kan være parat til at modtage hans brud. ARV: Det ved jeg godt. Men hvad mon det er for en frøken, han får?