Plejaderne - en fantasi over s

Syv afdøde kvinder - mere spillevende end nogensinde - prøver at komme til rette med deres skæbne. De er alle døde af et H.C. Andersen-eventyr og har derfor vundet evigt liv. De vil nu gerne fortælle deres historie mere indefra, som deres eget udspil. Deraf opstår syv monologer plus forbindende ord som tegner et billede, der er mindre idyl end man normalt ser det.

DE SYV FIGURER: Havfruen Tepotten Tøsen Heksen Vaskekonen Protesepigen Snedronningen HANDLINGEN OG STEDET: Foregår i figurernes fælles rum under kritiske omstændigheder

BEGYNDELSEN De syv kvinder erobrer rummet. Det er syv vidt forskellige skæbner. Men rummet er deres fælles. Alle er under hele forløbet beskæftiget med deres egen skæbne, samtidig med at de er en del af de andres. Mens de bemægtiger sig rummet, taler de i munden på hinanden. Kun havfruen er tavs - af grunde der senere skal vise sig indlysende. VASKEKONEN: Det slår mig ihjel. SNEDRONNINGEN: Du er død. TØSEN: Det tager livet af mig. HEKSEN: Du er ikke levende. PROTESEPIGEN: Det er dræbende. TEPOTTEN: Du kan ikke dræbes. VASKEKONEN: Jeg vil have mit eget liv. SNEDRONNINGEN: Du har din egen død. TEPOTTEN: Din død er dit liv - det må være nok. VASKEKONEN: Hvorfor skal jeg så igennem trommeilden nu? PROTESEPIGEN: Mediemaskinen? TØSEN: Flænses? VASKEKONEN: Pines? HEKSEN: Fordi du er en sand verdensbegivenhed! SNEDRONNINGEN: Der er penge i skidtet. TEPOTTEN: Prestige! HEKSEN: Pondus! TØSEN: Synlighed må der til! VASKEKONEN: Hvor er forfatteren henne nu? TØSEN: Lad mig få fingre i ham! HEKSEN: Det kan du ikke. TØSEN: Hvorfor ikke? HEKSEN: Han er død. TØSEN: Det er jeg også. VASKEKONEN: Det er vi alle. PROTESEPIGEN: Det er sandt nok. SNEDRONNINGEN: Og alligevel er vi mere levende end nogensinde. HEKSEN: Selv i dag. TØSEN: Så må han også være i live. VASKEKONEN: Selv i dag? PROTESEPIGEN: Selv som død? TØSEN: Ja. TEPOTTEN: Nej. PROTESEPIGEN: Hvorfor ikke? TEPOTTEN: Han var kun et menneske. VASKEKONEN: Kan man så ikke drages til ansvar? SNEDRONNINGEN: Ikke når man først er død. TØSEN: Det ville jeg også gerne prøve engang. HEKSEN: Vi lever og kan tage endnu en tørn. PROTESEPIGEN: Det må vist være nok for os. TEPOTTEN: Vi er stjerner og skal syde i vores eget fedt. HEKSEN: Har kun vores blakkede rygte at gøre godt med. VASKEKONEN: Men hvad kan vi så egentlig stille op nu? HEKSEN: Vi kan fortælle vores historier som de virkelig er. Havfruen prøver som den første at bryde det fælles mønster med sin egen skæbne. HAVFRUEN 1 Havfruen skriger, af rædsel og smerte. Men samtidig med en mærkelig glæde over i det hele taget at kunne skrige. Hun skriger mange gange i træk. Hun bare skriger og skriger, og det står på i lang tid. Til sidst er det næsten ved at blive for meget af det gode, og de andre må prøve at hjælpe. Det sker ved at snedronningen begynder at fortælle hendes historie. SNEDRONNINGEN: (citerer) Og hun følte hvordan hendes legeme opløste sig i skum. TEPOTTEN: (tolker løs) Og sådan blev hun omsider sat fri. Hun blev sat fri og - VASKEKONEN: Blev sat fri af den ulidelige konflikt hun var havnet i. PROTESTEPIGEN: En konflikt som ikke nogen kunne løse. TØSEN: Og som intet levende væsen burde sættes i. Dette sætter kun endnu mere gang i skrigeriet. HEKSEN: (prøver at trøste) Vi siger ikke længere "hun" om dig. VASKEKONEN: Vi siger dig, for det var jo dig. PROTESEPIGEN: Dig og din oplevelse. TØSEN: Vi skal nok fortælle den. SNEDRONNINGEN: (prøver forfra) Og hun følte hvordan - Havfruen har lyttet kort til dem, men begynder nu at skrige igen. De prøver at holde hende fast mellem sig, men hun hopper og danser og skriger. De andre er nødt til at optræde i samlet flok.