Tre Satyrspil

En nybearbejdelse af Satyrspillene I kupeen, Et lille mellemværende og Den hellige Aand

2 md

I KUPEEN Espensen: Nej! tro bare aldrig det! et Fruentimmer er li'som en toaars Plag: hun skal køres stramt fra Begyndelsen, ellers splintrer hun sgu baade Stænger og Forsmæk og det hele! Gustavsen: - Naa-aa, der er vel Forskel paa dem. Espensen: - Sgunte meget! aldrig meget! de er durkdrevne lige ud til Neglene alle sammen. No'en viser Indholdet straks og lamenterer og skriger op og vender det hvide ud af Øjnene for et godt Ord. Men det er endda ikke de værste! de er sgunte de værste! næi, disse hersens Smaakyllinger, som i deres Tale og Gebærder er li'som Honning og sød Fløde, og som saa triveligt nok kan lægge Hovedet paa Siden og smidske med Øjnene som en kælen Spædekalv, se, de er de værste! Aa Gu' bevares, hvor jeg har studeret dem! - - Er De med Forlov gift kanske? Gustavsen: - Næi -- Espensen: - Saa gør 'et ikke, si'er jeg, saa gør 'et aldrig! Gustavsen: - Naa-aa - - - Espensen: - Ja jeg si'er 'et bare end'engang: gør'et aldrig, si'er jeg! for ingen Mennesker ved, hvad de gaar ind til i Ægtestanden! ingen dødelig ved det! Hun kan være nok saa blødmulet og klejn, før Præsten har slaaet Korsets Tegn oppe ved Alteret, er hun først blevet alene med Gemalen, saa ta'r hun sgu Bælgvanterne a', og saa sidder Kløerne der nok saa nydeligt paa Rad fem paa hver Finger, og saa regner jeg endda ikke Tæerne med! Gustavsen: - Fem paa hver Haand! Espensen: - Fem paa hver Haand, ja naturligvis! Sa'e jeg fem paa hver Finger? ja man snakker jo sommetider over sig! - - Gustavsen: - De raader mig altsaa fra nogensinde at indlade mig paa Ægteskab? Espensen: - Ja-a-! det ved Gu', jeg gør! det kan De stole paa, min Herre! for Ægteskabet det er akkurat li'som at sætte to Faar sammen i et Tøjr: de river og slider i 'et, og det ene vil den ene Vej, og det andet vil den anden Vej, og saa ligger de og trimler rundt begge to og gisper og hvæser og stønner og lamenterer med Tungen en hal' Alen ude a' hver sin Hals! Gustavsen: - Naa-aa, jeg har da set Faar, der græssede meget pænt og fredeligt sammen. Espensen: - Saa-aa, har De det? Men saa har De vist osse kun set paa dem en lille Tid a' Gangen, for De kan være evig forvisset om, at binder man to levende Væsner sammen, saa vil der altid komme den Stund, hvor de helst vil gaa hver sin Vej, tro De paa det! Og holder de sammen, saa gaar 'et gerne i Strid og Splid fra Morgen til Aften og Morgen igen! Eller osse saa nydelig stille og roligt, at alle Mennesker, der kommer paa Besøj, si'er: næ-æ, hvor de to dog lever smukt og godt med hinanden, det er rigtig en hel Fornøjelse og se! - - Men det er Løgn og Bedrag, skal jeg sige Dem, unge Herre! for nu skal jeg sige Dem en Ting: Han har gi'et efter og finder sig i, at hun kører Hestene for Husfredens Skyld, ser De, for et Mandfolk er jo gennemgribende mere fredsommelig saadan end et Fruentimmer! Der skal jo en ren Satan til at maale sig op med et Kvindfolk i Længden! de er sejglivede, er de, meget værre end som en Kat, der skal hænges! allerbedst som man tror, at man har faaet Krammet paa dem, saa si'er de: miau-u, sprut, fut! og saa har man Kløerne i Øjnene. Gustavsen: - Men kan dog ikke undertiden Manden være den værste? Espensen: - Nej, vist ikke kan han ej! det er altid Fruentimmerne, der skyder den første Kanon a'! Og jeg for min Part tror nu, at Vorherre har været i snavs Humør, da han lavede Eva af dette her Ribben; eller osse har der været Benedder eller andet Skidteri i det! - - Ikkesandt, Karlfolk her rundt omkring? har jeg ikke Ret? Jo, jo jo – Gu’ har jeg Ret! Nå, men farvel Folkens, jeg må videre, men lad mig nu se, at I ligger Jer mine Ord paa Hjertet!