Kierkegaard

Spillet bliver afviklet ved en bar, i et kaffehus… Jeg håber, at den Store Ironiker ville genkende situationen (selv efter 160 år) og nikke forstående… Måske endda nyde replikker, og måske (tør man håbe?) lege sammen med os, mens vi prøver med ganske små midler at fremskaffe og oplive en brøkdel af hans kosmiske indre univers…

Personer: KVINDEN MAND 1 MAND 2

I. DEL Lige før forestillingens start kommer skuespillerne ind (sammen eller enkeltvis), og tager plads ved baren. På baren ligger der allerede nogle papirer, står deres glas med vin i... De har været her tidligere, de holdt bare en lille pause... De er alle i godt humør, læser i papirerne, retter noget, ler, skændes og konverserer livligt, kan også hilse på publikummer... Når publikum er på plads ved sine borde, velforsynet med kaffe og vin, starter diskret musikken, bliver højere, lyset samles omkring baren. Musikken fades ned... KVINDEN: (Til MAND 1 og 2) ... Vel talt, kære drik-kebrødre, vel talt og skål! Jo mere jeg hører jer tale, desto mere forvisses jeg om, at I er medsammensvorne, og jeg hilser jer! Skål! Ja, jeg kender kvinden – fra hendes svage side, det vil sige: jeg kender hende! (Præsenterer sig til publikum) Jeg er modehandler... Jeg har min modebutik midt i menneskevrimlen, forførerisk, uimodståelig for en kvinde som venus-bjerget for manden. Her i en modebutik lærer man hende at kende, praktisk og fra grunden. Moden er en kvinde, thi moden er ustadighed i non-sens, der kun kender én konsekvens, at den altid bli-ver mere og mere pinegal. Én time i min butik er mere værd end år udenfor, hvis man ønsker at lære kvinden at kende. I tror måske, at det kun er i enkelte øjeblikke, hun ønsker at være med på moden? Langtfra, hun vil det altid. Det er hendes eneste tanke, og der er intet i hele hendes påklædning, ikke det mindste bånd, uden at hun har en forestilling om dets forhold til moden, og uden hun øjeblikkelig opdager, om den forbigående dame har bemærket det. Thi for hvem pynter hun sig, hvis ikke for andre damer! I min butik blotter hun sig med den yderste noncha-lance, thi jeg er kun en modehandler – og hun er kvinde. Nu falder sjalet lidt ned, nu snerper hun, nu gestikulerer hun, nu svinger hun i hofterne, nu spejler hun sig, og ser mit beundrende fjæs i spejlet, nu læsper hun, nu tripper hun, nu svæver hun, nu slæber hun foden løsagtigt, nu synker hun blødagtigt i en lænestol, nu slår hun skælmsk efter mig med hånden, nu taber hun sit lommetørklæde og jeg bøjer mig dybt og tager det op, og byder det og får et lille protegerende nik. … Om Diogenes rystede den kvinde, der lå bedende i en noget uanstændig stilling, ved sin bemærkning, om hun dog ikke troede, at guderne kunde se hende bagfra, ved jeg ikke; men det ved jeg, at hvis jeg ville sige til hendes Knælende Nåde: ”Deres kjoles folder stemmer ikke med moden”, da ville hun frygte det mere end at krænke guderne. Opdager jeg en pige, der nøjsom og ydmyg ikke er fordærvet ved moden, hun skal dog falde. Jeg bringer hende i mine garn. Nu står hun på offerpladsen, d.v.s. i min butik. Med hån-ligt blik, med fornem nonchalance måler jeg hende, hun forgår af skræk; en latter fra naboværelset, hvor mine afrettede håndlangere sidder, tilintetgør hende. Når jeg da har fået hende udmajet efter moden, når hun ser mere vanvittig ud end et dårekistelem, da går hun salig fra mig, intet menneske, end ikke en gud, kunde forfærde hende, thi hun er jo med på moden. Alt i livet er en modesag. Gudsfrygt er en modesag, og kærlighed og fiskebensskørter og en ring i næsen. Har kvinden reduceret alt til moden, så vil jeg ved modens hjælp prostituere hende, som hun har for-tjent; jeg raster ikke, jeg modehandleren, min sjæl raser, når jeg tænker på min opgave, hun skal endnu komme til at gå med ring i næsen. Derfor opgiv elskov som det farligste naboskab, thi også din elskede kan komme til at gå med ring i næ-sen. De skåler og drikker