Underværket

Med kunst, tro og terror som pejlemærker stiller Christian Lollike i Underværket skarpt på verden af i dag. Er tro nødvendigvis en forudsætning for fanatisme og terrorisme? Vidner Karlheinz Stockhausens berygtede udsagn om terrorangrebene 11. september 2001 som det ultimative kunstværk udelukkende om en enkelt kunstners afsporede og æstetiserende blik på verden? Eller fik producenterne af de store katastrofefilm i virkeligheden, hvad de drømte om, da World Trade Center styrtede sammen?

9 medv.

FØRSTE DEL A Flyene, der knaldede ind i World Trade Center den 11. september 2001 er det største og mest ultimative kunstværk nogensinde. Det siger Karlheinz Stockhausen selv. B HVA SIGER Karlheinz Stockhausen? A Det største og mest ultimative kunstværk nogensinde. Det var spektakulært, beskidt, og rystende smukt. Det overskred fiktionens grænse og udpegede det 21. århundredes religiøse og politiske splittelse. Værket kostede liv, ca. 3.000, men formåede at holde sig fra det platte blodbad eller overdreven brug af afrevne legemsdele. Det var temmelig raffineret at se så lidt blod når nu så mange… B Det er den slags raffinerede underligheder, der adskiller det gode og det dårlige kunstværk. A Da jeg så de to tårne styrte sammen - på fjernsynsskærmen - forstod jeg falskheden i "reality Tv-showene". B Det hedder RE-Mohammed-TY showene. A Hvorfor? B Det gør det bare. A Jeg forstod i hvert fald falskheden i de shows - for selvom de er "for alvor" så SPILLER folk alligevel i dem - de SPILLER IDEEN OM SIG SELV: B ”Jeg er sådan én, der kan lide at gøre noget vildt. Især når jeg er på TV. Engang slog jeg faktisk en prut og bagefter gik jeg i bad med en bøsse”. A Nej, så var der mere real show over værket DE TO TÅRNE. Larmen. De forvirrede angste ansigter. Støvet. Nu´heden. Jeg følte og så virkelig noget mere sandt end et Re-Moham-med-ty-show nogensinde kan producere. B Jeg har altid betragtet hungersnøden i Afrika som det ultimative kunstværk. Ikke kun fordi der er mange flere ofre end 3.000, nej, fordi værket er smukkere og mere abstrakt. Tørke. Kilometer lange strækninger. Flækket jordoverflade. Enkelte steder en smule tørt græs. Ikke totter. Enkelte hår som på en gammel dames kusse. HALLO, det er et større kunstværk fordi kunstneren ikke lefler for publikums higen efter action, men som en gammel kinesisk maler, fuldstændig forlader sig på langsomhed. At turde langsomheden i det 21. Århundrede kræver mod og vilje. Samtidig forlader kunstneren sig i høj grad på naturen og betjener sig således af tilfældet. NEVERENDING AFRICA er et meget større værk end DE TO TÅRNE. DET ER DET ULTIMATIVE VÆRK. A Men da de to tårne styrtede, blev jeg virkelig GREBET. Ikke kun af frygt, men også af fryd. Nu sker der noget. Endelig. Noget rigtigt. Alt for længe har jeg drukket kaffe uden koffein, fløde uden fedt, øl uden alkohol. I sidste uge dyrkede jeg virtuel sex. Dvs. sex uden sex, imens jeg så den amerikanske forsvarsminister love krig uden tab. Dvs. krig uden krig. FJENDENS TAB ER IKKE TAB. Jeg har også set vores statsminister lave politik uden politik – ikke engang det gør ondt. Jeg vil ikke sige, at død og ødelæggelse glæder mig, slet ikke, nej, og så alligevel… B SMERTEN i kunstværket NEVERENDING AFRICA er meget mere GRIBENDE end i DE TO TÅRNE. Ikke kun for deltagerne. Også for beskueren. Den øjeblikkelige død er jo ikke så grusom som den langsomme. Kræfterne, der slipper de tynde sorte arme – IKKE ENGANG FLUERNE KAN DE HOLDE VÆK. Beskueren, der tør se på dét værk, efterlades med sin gode kristne arv og må endnu engang granske sin forståelse af begrebet næsteKÆRLIGHED. A NEVERENDING AFRICA keder mig. Vi har set det tusind-vis af gange. Værket har ingen gennemslagskraft længere. B Skulle det her ikke handle om DE FREMMEDE?! A HVAD? B Skulle det her ikke handle om DE FREMMEDE? A Meningen var, at vi skulle lave et VÆRK, der fik alle dem, der så det, altså jer publikum, til at melde sig ind i RED BARNET, SOS, UNICEF, MISSON ØST, CARE, CARITAS, FOLKEKIRKENS NØDHJÆLP og LÆGER UDEN FUCKING GRÆNSER. Nej, meningen var at folk skulle få det bedre med sig selv fordi de - ved at komme her - har GJORT ALT for at sætte sig ind i DE FREMMEDE. B Nu skal vi rigtig se perkerteater, hører om perkerlivet og se lidt i de kebab hjerner. A Så skal jeg lige sætte mit hår. For er der noget perkere har - så er det dårlig stil. De vil for enhver pris ligne en eller anden pommes frites italiener med pomade i håret og en stil, der ligner lort. For mange guldringe og guldkæder og alt det andet guld perkerpis, som vi her i det vestlige Europa for længst er vokset fra. ER MAN RIG BEHØVER MAN IKKE SKINNE. B Okay, så jeg er en fyr, der hedder Mohammed og Mohammed har et vildt godt hjerte. Det er overhovedet ikke koldt - selvom Mohammed faktisk møder en hel del problemer her i landet. Der er folk, der synes han skal skride hjem til der, hvor han aldrig har været, og der er dem, som mener, at Mohammed ikke må fløjte efter pigerne, fordi han gør det på en uraffineret perkeragtig måde, og det er helt horribelt, og kan let fører til gruppeknald, for Mohammed har det svært med grænser. Ikke mindst fordi en molotow cocktail - LYDER SOM EN DRINK - sprang hans ører ad helvede til. Derfor kan Mohammed ikke høre, når pigerne siger NEJ, lad være, MOHAMMED, NEJ. Vil du ikke nok - NEJ, MOHAMMED! NEJ!