Pinocchios aske

Flere spor ledte mig indenfor Kongstads uhyggelige bygrænse: Den mere rabiate udkant af politisk filosofi som udlagt af Carl Schmitt og Leo Strauss... Kathleen Ferriers version af Mahlers Das lied von der Erde indsunget året før hendes tidlige men ventede død... opdagelsen af den gamle matematiske gåde fra Königsberg: de syv broers gåde... og generindringen af teaterudgaven af Nicholas Nickleby fra starten af 80´erne, dette særlige Dickenske univers af London, vold og mystik.

PERSONER: DOMMER WOLFF WERNER BRUUN STATSADVOKAT ALEXANDER TROCCHI MIRANDA, MOR TIL WERNER BRUUN CAROLA SØRENSEN MARC DUTROUX EN KELNER MERLE MARIE, CAROLA SØRENSENS DATTER. (EN STEMME)

1. akt. 1. Scene (I domhuset på Wolffs kontor. Dommeren er alene. Han åbner et vindue.) DOMMER WOLFF: Jeg elsker lugten af brændte klassikere om morgenen. Céline, Hamsun, Benn, Heidegger, Ernst Jünger, Carl Schmitt, Ezra Pound. Det er en lugt.. af befrielse. Tusindårige tanker op i røg! Idéer ældre end menneskeheden selv omsider lagt til ro. Man kan høre det dybt inden i den sagte knitren af gamle brunplettede bøger... giv slip. Giv slip på os. (Statsadvokat ALEXANDER TROCCHI træder ind på kontoret) ALEXANDER TROCCHI: Go´morgen, Wolff. DOMMER WOLFF: Jamen, der har vi jo Alexander Trocchi, statsanklageren i egen høje person. Det var da en behagelig overraskelse. Er det os to der repræsenterer retfærdigheden i dag? ALEXANDER TROCCHI: Retfærdigheden er i gode hænder hos byens bedste dommer og landets bedste anklager. DOMMER WOLFF: Jeg stod lige og nød duften fra det ulmende bål. ALEXANDER TROCCHI: Som Schiller sagde, i et land hvor mennesket er brændt ud, læser alle bøger. Men i staten hvor man brænder sine bøger, holder borgeren sig vågen. DOMMER WOLFF: Det er nu lang tid siden flammerne virkelig har raset. Kan du huske da vi brændte digterne? Vores mand på månen må ha´ set de flammer. Eller da Oldons samlede værker røg på bålet! ALEXANDER TROCCHI: Jeg giver dig ret. Bålene fra de andre byer omkring os rager stadig op over deres tårne om natten mens vores længe har ulmet. DOMMER WOLFF: Hvad betyder det monstro? ALEXANDER TROCCHI: At vi er foran. Vi påbegyndte ødelæggelsen af alt kunstnerisk materiale måneder før de andre. Malerier, kassettebånd, bøger, filmruller... vores bål har hersket længe. DOMMER WOLFF: Og gløderne af Mahler bliver båret gennem de trange gader ned mod floden i efterårsblæsten. Åhh, jeg elsker denne årstid. Men jeg havde en frygtelig drøm i nat. ALEXANDER TROCCHI: Såhh? Hvad drømte du, Wolff? DOMMER WOLFF: Wolff drømte, at han gik i en kold og forblæst by hvor han aldrig før havde været. Han gik langs en endeløs mur mere og mere bange for hvert skridt han tog. Jeg følte mig forfulgt. Jeg følte mig dømt til døden. Muren holdt op, og jeg kom til en stor åben plads med en trappe i den ene ende. Og øverst oppe på trappens sokkel stod et symbol af sten, omgivet af flammer og faner der slog i vinden. Mit hjerte gjorde ondt, og min hals var kold, og jeg så nu, at det var nat. Nervøst rakte jeg hånden ned i min frakke og mærkede dér, at jeg havde et lignende symbol i min lomme. Et lille V af sten. Jeg blev bange, mere bange end jeg nogensinde har været før. ALEXANDER TROCCHI: Du bar selve magtens symbol i din lomme, og det skræmte dig. Hvorfor? Der er jo intet galt i identitet mellem menneske og magt, ja, en dommer repræsenterer vel ikke andet? Identitet mellem befolkning og magt er heller ikke forkert, så længe magten ikke tager imod befaling fra sit folk. Nej, jeg kan ikke tyde din drøm. Måske burde du opsøge Oraklet og høre dets råd? DOMMER WOLFF: Hvaffor et orakel? ALEXANDER TROCCHI: Oraklet ude i det forladte tivoli. Dér ta´r jeg tit ud.