Mordet på Marlowe

”En historie om Shakespeare og hans samtidige og i et sprog, som man forbinder med hans værker og hans epoke. Nutidigt sprog ville have været lige så anvendeligt, men jeg ønskede at ramme den rette tidsånd, og det er faktisk meget vanskeligere. Hvis imitation er den ærligste form for smiger, så har jeg smigret mit emne over al forstand.”

6 md 2 kv

SCENE 1 Idet publikum kommer ind i teatret, konfronteres de med en stor elizabethansk teaterplakat, der annoncerer Christopher Marlowes TAMBURLAINE. Plakaten skal være så stor, at skriften kan læses af publikum. Den forbliver i baggrunden indtil regibemærkningerne anviser andet. Bortset fra lyset på plakaten, er scenen mørk. I mørket høres stønnen og skrig fra en mand, der har et pinefuldt mareridt. Da LYSET går op, ryster WILL sig selv vågen, krydser bagud på scenen, hvor han falder på knæ og knuger hænderne i desperat bøn. Det er tidligt i 1590ere. Shakespeare er sidst i tyverne. WILL Kære Jesu, hør min bøn – pinlig at udtale, skammelig at tænke – jeg ængstes for følgerne, hvis min bøn høres, og dog kan jeg ikke skåne dit øre, bandlyse bønnen fra mine tanker eller rense den bort fra min skyldige sjæl. Der er en mand, kære Jesu, hvis dystre geni virker på min skabertrang som gløder på strå. Flittig, rænkefuld, og frygtelig, hans værker falder fra hans pen så let som en skatkiste synker mod havets bund fra et vraget skib. Han er, har været og vil fortsat være min onde genius – og ingen nat passerer, hvor ikke hans ansigt hjemsøger mine drømme og lader mig vågne skælvende og åndeløs ved daggry. Hans færdigheder er en flammende pil, der borer sig ind i mit hjerte. Hans evner skræver som en kæmpe så vidt, at nord taber syd af syne, og jeg selv og alle andre kryber som snegle eller skildpadder i hans spor. Sålænge denne mand lever, er vore liv alle forheksede og forbandede. For skønt hans kunst er underfuld, så er skaberen blasfemiker og danser kun til Djævlens musik. Hedning, bedrager og en fordærver af ungdommen er han forvist, hans honningsøde ord og vældige vers til trods. Han trodser dine dyder såvel som min sindsro. Jeg selv bliver nu for ordrig; en skrøbelighed, som Ben ofte har drillet mig med – så for at slutte mit ærinde … Jeg har udtænkt en plan der skal frelse min sjælefred ved at befri verden, og min egen svaghed, fra dette nagende uhyre, og jeg trygler dig med denne ynkelige bøn: lad himlen stå mig bi i mit faste forehavende og tilsted mig en sidste sejr i denne strid. Og jeg sværger, at hvis dette sker, så vil alle dine engle se ned og velsigne min dåd. Han slår febrilsk korsets tegn og ser skyldbetynget fra side til side idet LYSET går ned.