Hyg jer!

Et julespil om en farlig leg. Fire unge mennesker i en park kl. 16 d. 24 december. En leg starter. Der kommer beskeder fra en telefon, hvor man skal svare på en opgave. Ubehagelige beskeder. Mod deres vilje bliver de bundet af legen. Kan mærke dæmoniske magter. Kommer de fra kræfter, de har fremkaldt hos sig selv? Er det muligt at stoppe? En tekst der åbner sig for mange fortolkninger.

JULIE JESPER JOHAN LUNA

Scenen forestiller en park med et hegn og en bakke. 1. scene. (Johan sidder midt i parken med en bibel ved siden af sig. Musik tema. En stjernehimmel kommer frem på væggen) JOHAN - Ti. Ti minutter i fire. Nu begynder Disney-showet snart. Lige nu er det det bedste tidspunkt. Nu er der to timer, til det begynder. Nu kan man høre mor skramle i køkkenet og far tænde op i pejsen. Nu går man rundt og venter ... spørger om man skal hjælpe med noget ... venter på det sidste afsnit af julekalenderen ... klapper hunden på hovedet og leger med den ... tror at den også kan mærke, det er jul. Ikke fordi den får mere mad, men fordi alle levende væsener kan mærke, at det er en hel speciel aften. I aften kan vi det, vi ellers ikke kan. I aften kan vi prøve på at have det rart ... alle sammen. (pause) Det starter i november. Først virker det falskt og underligt ... men så, lidt efter lidt, når det bliver mørkere og mørkere, når det sner for første gang, når lysene bliver tændt i alle butiksvinduer, når adventskransen bliver sat op, og der bliver tilbud på marcipan og nougat, når Luciapigerne kommer med de hvide kjoler, og skolen slutter så ... så ved man det. Og så glæder man sig. Så kan man næsten ikke tænke på andet. Så hører man Shu-Bi Dua’s julesang og synes, den er god. Pludselig glemmer man, at går man i sjap og slud, og busserne sprøjter mere op på fortovet, og et eller andet sted på Østerbro er det begyndt at sne. I H.C. Ørstedsparken laver man en engel i sneen, til den man holder af, og håber, at vedkommende husker at gå forbi engang, mens man selv fortsætter ud af byen, over Søerne, ned ad Nørrebrogade, der ligger som et lysende ar midt i mørket. Hænderne er tomme og sammenknyttede i lommerne, og man går hurtigere og hurtigere, og prøver at glemme den slubrende lyd det giver, når de våde uldsokker sjasker rundt i støvlerne ... og et eller andet sted, en eller anden gang, kan man godt huske, at man selv har været en del af det. Dengang hvor man stadig kunne have en nissehue på. (Stjernerne forsvinder. Johan lægger sig ned. Reallys. Julie og Jesper kommer ind) JULIE - Hvad er klokken? JESPER - Fem i fire. (Julie sukker og skutter sig) - Puh ... det er godt nok koldt, hva’? Jeg tror aldrig, det har været så koldt før. JULIE - Sagde vi ikke fem minutter i fire? (pause) JESPER - Hvem er det derovre? JULIE - Det ved jeg ikke. JESPER - Tror du, der er noget galt? JULIE - Hvad mener du? JESPER - Tror du, han er besvimet? JULIE - Det ved jeg ikke, og jeg er også ligeglad. (Jesper går hen mod Johan) - Hvad laver du? Jesper! Hvad laver du? Lad ham nu være. (Julie løber hen og trækker Jesper tilbage. Johan rejser sig op) JESPER - Jeg ville bare se, om han var okay. JULIE - Var han så det? JESPER - Han står jo op nu. JULIE - Jamen, hvem var han? JESPER - Aner det ikke, har aldrig set ham før. JULIE - Hvad vil han? Ej skal vi ikke gå? JESPER - Slap nu af. Der sker jo ikke noget. JULIE - Helt ærligt ... JESPER - Hold nu op. (Johan nærmer sig dem) Hva’ vil du? JOHAN - Hedder du Markus? JESPER - Hva’? JOHAN - Hedder I Markus og Mathilde? JESPER - Hvad hedder du? JOHAN - Jeg hedder Johan. JESPER - Johan? Okay. Ja, så hedder vi Mathilde og Markus. JOHAN - Dav. Luna sagde, hun ville være her om fem minutter. JULIE - Hvem? JOHAN - Luna.